Cykling

Belgiske profiler sover i telt på hotelværelse

Victor Campenaerts og kompagni skulle have været på højdetræningslejr i Rwanda, men sådan gik det ikke.

Coronatilværelsen har tvunget mange til at tænke alternativt, og cykelryttere er ingen undtagelse.

Mange professionelle tager på højdetræningslejr i vintermånederne for at stå skarpt til den nye sæson, men for tre belgieres vedkommende kan det ikke lade sig gøre.

Victor Campenaerts, Brent Van Moer og Florian Vermeersch skulle alle have forberedt sig til 2022 med en tur til Rwanda, men rejserestriktioner og dertilhørende krav om karantæne har gjort turen umulig. Og hvad gør man så? Man slår telte op på et nærliggende hotel.

Der er dog ikke tale om helt almindelige telte, men derimod ilttelte, som skal fiksere, at rytterne befinder sig i højderne. På den måde tvinges kroppen til at producere flere røde blodlegemer, og derved øges iltoptagelsen.

- Vi har alle booket vores eget rum plus et fjerde rum, som vi kan bruge som stue, forklarer Campenaerts til Cyclingnews og fortsætter:

- Vi kommer også til at spise i stuen for at leve i den maksimale højde.

De tre ryttere skal til januar på træningslejr med Lotto Soudal i Spanien, hvor deres "trick" skal fungere som en del af forberedelserne.

Valgren har prøvet det før

Brugen af ilttelte er ikke fremmed for Victor Campenaerts, der for to år siden sov i et sådant.

Og faktisk har det også været vejen til succes for danske Michael Valgren. I 2019 forklarede han til TV 2 SPORT, hvordan han havde genfundet glæden ved cykling. Også her spillede det famøse telt en væsentlig rolle.

Valgren valgte således at sove i et ilttelt som erstatning for flere højdetræningslejre.

- Jeg synes egentlig, der har været god effekt af det, lød det på daværende tidspunkt.

Det Internationale Antidopingagentur, Wada, overvejede tilbage i 2006 at gøre brugen af ilttelte ulovlig, fordi de "måske var modstridende med sportens ånd", men det er endnu ikke sket.