Cykling

Cavendish "er nødt til at komme tilbage" efter ubehagelig oplevelse

I november blev Mark Cavendish og hans familie udsat for et væbnet røveri. I fremtiden vil briten være mere hjemme og se sine børn vokse op.

Mark Cavendish og familien fik sig en skræmmende og ubehagelig oplevelse i november sidste år.

Her var der fire maskerede mænd, der brød ind i cykelstjernens hus og truede familien med knive samt stjal flere værdier.

Ved indgangen til den nye sæson sidder oplevelsen stadig i briten. Han forklarer dog, at han er klar til at komme videre.

- Man er nødt til at komme tilbage. Folk har haft værre tilbageslag - det handler om, hvordan man klarer dem, siger Mark Cavendish til BBC.

Efter episoden forklarede Cavendish, at det havde haft "hjerteskærende konsekvenser" for familien. Samtidig bad han om hjælp til at finde de maskerede mænd. Det vides ikke, om de er fundet.

Vil være mere sammen med familien

Episoden - og Cavendishs fremskredne cykelalder - betyder, at han kan mærke, at han snart skal prioritere anderledes.

- Jeg vil bruge mere tid derhjemme og se mine børn vokse op. Jeg vil ikke være træt efter træningsture, og jeg vil være der i weekenderne, siger han.

- Jeg har planer, men de kan ikke blive til virkelighed endnu, da jeg vil fokusere på sporten. Jeg er heldig med stadig at kunne leve af at køre på cykel.

Har kontrakt for 2022

Mark Cavendish havde et stort 2021, hvor han blandt andet udlignede Eddy Merckxs 34 etapesejre i Tour de France.

Det vides endnu ikke, om Cavendish igen vil være at finde i Tour-feltet, siger Quick-Step Alpha Vinyl ifølge BBC. Briten har kontrakt med holdet til og med i år.

2021 bød også på en slem sportslig oplevelse for Mark Cavendish, da han styrtede i 6-dagesløbet i Gent og efterfølgende måtte på hospitalet.