Tour de France

Vingegaard får delt kaptajnrolle i Touren

Jonas Vingegaard er for andet år i træk udtaget til Tour de France, der begynder i Danmark.

Han imponerede alt og alle under Tour de France sidste år.

Til sommer får Jonas Vingegaard igen chancen for at vise hele verden, hvor dygtig han er på to hjul. Tirsdag har hans hold, Jumbo-Visma, annonceret, at den 25-årige dansker er udtaget til Tour de France, verdens største cykelløb.

- I øjeblikket har vi seks navne på listen: Primoz Roglic, Sepp Kuss, Jonas Vingegaard, Wout van Aert, Steven Kruijswijk og Rohan Dennis.

- De sidste to navne vil vi præsentere i maj eller senest efter klassikersæsonen, siger Grischa Niermann, ledende sportsdirektør på Jumbo-Visma, ved det hollandske storholds holdpræsentation.

På Twitter oplyser Jumbo-Visma, at Vingegaard får en delt kaptajnrolle i det franske etapeløb. Slovenske Primoz Roglic bliver holdets anden kaptajn.

Det er anden gang, Jonas Vingegaard skal køre Tour de France. Sidste år var han udtaget som hjælper for Roglic, men Jumbo-Visma-kaptajnen styrtede på en af de første etaper og måtte udgå før starten på 9. etape.

Det gjorde, at Vingegaard - der på daværende tidspunkt var Jumbo-Vismas bedst placerede rytter i klassementet - overtog ledertjansen på holdet.

Jonas Vingegaard brillerede med fire top-3-placeringer undervejs i løbet og sluttede overraskende på en samlet andenplads efter Tadej Pogacar (UAE-Team Emirates).

Tour de France 2022 begynder 1. juli med tre etaper i Danmark. Sidste etape køres 24. juli.