Cykling

Bernal er igen ved bevidsthed efter ulykke og operation

Cykelstjernen Egan Bernal er ude af respiratoren uden komplikationer, oplyses det på colombiansk hospital.

Den tidligere Tour de France-vinder Egan Bernal er ved bevidsthed igen efter en alvorlig træningsulykke i sit hjemland og flere operationer efterfølgende.

Det oplyser nyhedsbureauet dpa sent onsdag dansk tid.

- Patienten overlevede fjernelse af respiratoren uden komplikationer, lyder det i en udtalelse fra La Sabana Universitetshospital nær Bogota, landets hovedstad.

Bernal kan bevæge sine arme og ben, tilføjes det.

I Colombia blev Bernal nationalhelt efter Tour de France-sejren i 2019, og hans ulykke har fyldt meget de seneste dage.

- Egan Bernal er allerede vågnet, skriver den colombianske avis El Tiempo.

I det sydamerikanske hjemland er man ikke blot bekymret for, om cykelstjernen kan fortsætte sin karriere, men også om han overhovedet kommer sig ovenpå ulykken.

Tour-vinderen styrtede efter at have kollideret med en bus under en træningstur i Colombia. Bernal kørte ind i bagenden af bussen.

Bernal er ud over en rygoperation blevet behandlet for en kollapset lunge, en brækket knæskal og en brækket lårbensknogle i højre ben.

De alvorlige skader efterlader stor tvivl om Bernals sæson, hvor planen var, at han skulle deltage i årets Tour de France som et af årets helt store mål.