Cykling

Vingegaard nyder sæsonens første sejr: - Jeg havde det sjovt

Jonas Vingegaard er tilfreds med sin start på sæsonen, hvor han vandt i sit bare andet løb.

To løb - en sejr.

Det er Jonas Vingegaards imponerende statistik for sæsonen indtil videre, efter han vagt løbet Drôme Classic søndag.

Det endte med at blive en solosejr til den 25-årige Jumbo-Visma-rytter, efter at han var kørt væk med stortalentet Juan Ayuso, der slet ikke kunne følge med på løbets afsluttende stigning.

Vingegaard forklarer, at han er yderst glad for sejren - især når den kom på den måde, som den gjorde.

- Der er ingen høje bjerge i dette område, men det gik alligevel op og ned hele dagen, og det gør det hårdt. Jeg havde det sjovt på disse små stier. Det kan blive endnu bedre, men jeg fik en masse selvtillid, sagde han efter sejren ifølge Jumbo-Vismas hjemmeside.

- Det er altid vigtigt at få en god start på sæsonen, og jeg er glad for den måde, vi vandt på.

Endagsløbet i Rhône-Alpes bliver typisk vundet af puncheurs. Det kan sammenlignes med en miniudgave af Liége-Bastogne-Liége.

En lettelse

Jonas Vingegaard åbnede sæsonen i et andet fransk endagsløb - Faun-Ardèche Classic – hvilket også blev kørt på en kuperet rute. Her blev danskeren kun nummer 33. Derfor var han søndag glad for, at han kunne få revanche.

- Det er en lettelse efter i går (lørdag, red.), hvor jeg ikke havde min bedste dag. Men i dag (søndag, red.) havde jeg det godt, slutter han.

Efter planen skal Jonas Vingegaard nu køre Tirreno-Adriatico i starten af marts, Baskerlandet Rundt i april, inden han skal køre flere af Ardennerklassikerne.