Rusland invaderer Ukraine

Russisk cykelstjerne skifter nationalitet

INEOS-rytteren Pavel Sivakov skal fremover omtales som franskmand. Indtil nu har han været russer.

Sanktionerne efter Ruslands invasion af Ukraine har fået Pavel Sivakov til at skifte nationalitet.

Det fortæller den nu tidligere russer i en pressemeddelelse fra storholdet INEOS.

- Jeg har ønsket at være fransk statsborger i et stykke tid og havde sendt en ansøgning til UCI, men grundet det, der sker i Ukraine i øjeblikket, ønskede jeg at fremskynde processen, siger Pavel Sivakov i pressemeddelelsen, hvor han også takker den internationale cykleunion UCI og sit hold INEOS for støtten.

- Jeg blev født i Italien og flyttede til Frankrig som etårig. Det var i Frankrig, at jeg blev uddannet og forelskede mig i at køre på cykel. Det føles som mit hjem, udtaler han også.

Efter Ruslands invasion af Ukraine har stort set hele sportens verden indført sanktioner mod Rusland og Hviderusland, der har støttet invasionen. Det gælder også i cykling, hvor hold fra Rusland og Hviderusland ikke må stille op.

Ryttere fra de to nationer må derimod gerne køre på andre hold – men under neutralt flag og uden referencer til Rusland. Derfor har Pavel Sivakov kun været udelukket fra de løb, hvor han skulle repræsentere Rusland – altså EM, VM og OL.

- At jeg nu har muligheden for at repræsentere det franske landshold gør mig ekstremt glad. Det vil være en drøm for mig at køre OL i Paris for Frankrig, siger Sivakov og tilføjer:

- Jeg er totalt imod denne krig, og alle mine tanker går til det ukrainske folk. Som de fleste andre mennesker i verden håber jeg på fred.

24-årige Sivakov er noteret for tre sejre som professionel. Derudover har han deltaget i fem grand tours samt både EM, VM og OL for Rusland.