Cykling

Kun en skade kan sende Cavendish til Touren, siger Mørkøv

Forud for starten på Paris Nice fortæller Michael Mørkøv, at det kræver en skade til Fabio Jakobsen, hvis Cavendish skal med til Touren i år.

Ingen i verden har vundet flere etapesejre i Tour de France end Mark Cavendish, men alligevel er briten én sejr fra den ultimative triumf.

36-årige Cavendish deler nemlig den ærefulde titel med legenden Eddy Merckx, der ligesom Cavendish har vundet 34 etapesejre i det franske etapeløb.

Derfor er der heller ingen tvivl om, at den efterhånden aldrende Cavendish jagter sin 35. og rekordskabende etapesejr, når Tour de France til sommer starter i Danmark.

Men den drøm er afhængig af en skade til holdets nuværende topsprinter Fabio Jakobsen. Det fortæller Michael Mørkøv.

- Som udgangspunkt er oplægget, at Fabio Jakobsen er ham, holdet satser på til Touren i år. Det er selvfølgelig lidt kontroversielt, når Cavendish vandt fire etaper sidste år, siger han til TV 2 SPORT og uddyber:

- Men Fabio har kørt på holdet i fire år, og han har bygget sig op til den her position som topsprinter. Specielt i år har han vist, at han lige nu er verdens absolut bedste sprinter, så i mine øjne er der ikke ret meget at diskutere.

Hvis Cavendish skal med til Touren, kræver det så en skade til Fabio?

- Ja, 100 procent. Som jeg ser det, er det jo Fabio, der er oplægget til Touren, og som han har kørt i år, har han jo virkelig understreget, at han er sin plads værdig.

Dog tilføjer Mørkøv, at hvis Fabio Jakobsen ikke er klar eller formstærk forud for Touren, kan man i stedet håbe, at Cavendish vil være det.

Men den danske leadout-rytter kan på ingen måde se for sig, at der bliver plads til begge sprintere. Holdet er i forvejen begrænset på pladser, så der er ikke plads til at have en ekstra sprinter med.

Quick-Step-boss har åbnet døren for Cavendish

Selvom Mørkøvs melding er noget dyster for Mark Cavendish, kan man alligevel ikke helt udelukke, at briten står klar i Danmark, når Touren til sommer begynder.

For det er ikke mange uger siden, at Quick-Step-bossen Patrick Lefevere offentligt var ude og sige, at han endnu ikke har besluttet sig for, hvilken sprinter han vil have med til Tour de France.

- Jeg ved, Fabio Jakobsen sagde til mediedagen i Calpe, at han normalt vil skulle til Tour de France, men jeg har en lang liste. Meget kan stadig ske - bare se på sidste år.

- Den bedste af dem kommer med til Touren, og de skal vise sig frem mod andre sprintere som Caleb Ewan, (Alexander, red.) Kristoff, (Bryan, red.) Coquard og så videre, sagde Patrick Lefevere tilbage i februar.

Selv har Fabio Jakobsen i starten af året udtalt, at han ser sig selv som det oplagte valg til at skulle være holdets sprinter under Touren.

Den 25-årige hollænder, der var udsat for et livstruende styrt i 2019, har aldrig før deltaget i Tour de France. Til sammenligning Mark Cavendish har været til start 13 gange i verdens største etapeløb.