Cykling

Danskere spillede hovedroller i stort drama

Både Mads Pedersen og Søren Kragh Andersen var med helt til det sidste i Milano-Sanremo.

Efter et brag af en nedkørsel skrev Matej Mohoric (Bahrain Victorious) sig lørdag ind i cykelsportens historiebøger.

Sloveneren satsede alt fra toppen af den sidste stigning i Milano-Sanremo. Flere gange var han ved at køre i grøften, men han kørte alene over stregen og vandt et af cykelsportens fem monumenter.

Matej Mohoric har allerede vundet flere store cykelløb, men lørdagens sejr må betragtes som den største i hans karriere.

Anthony Turgis (Totalenergies) tog andenpladsen, mens Mathieu van der Poel (Alpecin), der fik comeback efter en lang pause, tog sig af tredjepladsen.

Mads Pedersen (Trek), Søren Kragh Andersen (DSM) og Michael Valgren (EF) var alle med helt fremme i finalen.

Mads Pedersen blev den bedste af de tre. Han kørte cyklen ind på sjettepladsen. Søren Kragh Andersen kom ind lige efter sin landsmand. Michael Valgren sluttede som nummer 25.

Danskere forsøgte

Helt efter forskrifterne slap et udbrud afsted fra morgenstunden. I alt otte ryttere drog på togt.

Det var dog et spørgsmål om tid, før lykkeridderne ville blive halet ind, og da feltet for alvor hældte kul på motorerne på løbets næstsidste stigning, Cipressa, smuldrede udbrydernes forspring hurtigt.

Jumbo-Visma satte et hidsigt tempo op ad stigningen, og Tadej Pogacar ville også rigtig gerne have sine UAE-holdkammerater til at gøre løbet hårdt.

Målet var at ryste hurtige folk som Mads Pedersen, men danskeren viste stort overskud og holdt fast i fronten af feltet hele vejen op. Det samme gjorde både Michael Valgren og Søren Kragh Andersen.

Feltet var splittet inden løbets sidste stigning, Poggio, og derfor var en forholdsvis lille gruppe med de tre danskere i front af løbet.

Hurtigt viste Tadej Pogacar, at han ville helt af med de hurtige folk. Flere gange angreb han op ad stigningen, men for en gangs skyld slap sloveneren ikke af med sine konkurrenter.

Faktisk var det Søren Kragh Andersen, der kom med det angreb, der rystede favoritterne mest. Kun Pogacar kunne følge danskeren, som dog heller ikke slap væk før toppen af stigningen.

På toppen rykkede Matej Mohoric frem i front, og på nedkørslen satsede han alt, og flere gange var hans hjul ude at kysse grøftekanten.

Han holdt sig dog på cyklen, og det betød, at han havde et forspring, da rytterne ramte bunden. Selv om blandt andre Søren Kragh Andersen og Mads Pedersen gjorde deres for at hente sloveneren, så lykkedes det ikke.