Slovensk triumfator vækker opsigt med mountainbike-udstyr
Slovenske Matej Mohoric mener selv, at han nu har revolutioneret cykelsporten to gange.
Det var langtfra tilfældigt, at Matej Mohoric kørte stærkt ned ad den sidste nedkørsel, da han lørdag distancerede konkurrenterne og vandt det store cykelløb Milano-Sanremo.
For det første er sloveneren en formidabel nedkører, og for det andet gjorde han brug af et helt særligt stykke udstyr, som er normal hos mountainbikeryttere, men som ikke tidligere er set på topniveau i landevejscykling.
Han kørte således med en anordning, som man på cykelsprog kalder en "dropper post". Det er en anordning, der gør, at man med et tryk på en knap kan sænke højden på sadlen.
På den måde kunne Matej Mohoric komme til at fylde en smule mindre i kampen mod vinden, da han satsede alt, hvad remmer og tøj kunne holde, på vej ned mod målstregen, og han kunne samtidig manøvrere cyklen en smule bedre med sadlen længere nede.
Det var i hvert fald tanken, og det så ud til at virke. Ingen kunne følge sloveneren.
- Jeg vidste, at jeg kun havde én chance for at bevise, at det virker, siger Matej Mohoric ifølge cykelmediet Cyclingnews og afslører, at han ligefrem afslørede sine planer for konkurrenterne.
- Jeg viste det til de favoritter, jeg kender. De spurgte, hvad jeg skulle med en dropper post, og de grinede. Men jeg advarede dem og sagde, at hvis de skulle følge efter mig på nedkørslen, var det på eget ansvar, siger Mohoric kækt.
"Ligesom i Formel 1"
Matej Mohoric er kendt for at eksperimentere på cyklen. Det var ham, der første gang kørte i en såkaldt "supertuck"-position, hvor man på nedkørsler sidder på overrøret af cyklen, mens man træder i pedalerne.
Den måde at køre nedkørsler er siden blevet gjort forbudt af Den Internationale Cykelunion (UCI), som har vurderet, at det er for farligt at køre sådan.
Selv mener Mohoric, at han med "supertuck"-positionen har revolutioneret cykelsporten én gang, og at han nu har gjort det igen.
- Jeg tror, alle kommer til at køre med dropper post nu. Det bliver endnu en ting at tænke på. Det er ligesom i Formel 1. Engang var der bare gaspedal og bremse. Nu har de hundredvis af knapper, siger Mohoric.
- Folk har længe afvist idéen om at bruge dropper post, men teknologien er blevet mere avanceret nu, og de vejer lige så meget som en almindelig saddelpind.
- Jeg synes, det er en stor fordel, når man kører løb, siger han.
Om UCI også mener, at Mohorics nye trick er for farligt, må tiden vise. Da han lørdag buldrede ned ad bakke, så det ikke helt ufarligt ud.
I hvert fald var sloveneren ved at styrte flere gange. Men han holdt cyklen oprejst og vandt løbet, som er et af cykelsportens fem monumenter og dermed mest prestigefyldte løb.
Mads Pedersen og Søren Kragh Andersen endte på henholdsvis sjette- og syvendepladsen.