Colbrelli modtager hjertemassage efter andenplads
Opdateret: Den italienske cykelstjerne Sonny Colbrellis tilstand er ifølge hans hold stabil.
Mens vinderen af 1. etape af Catalonien Rundt, Michael Matthews, blev hyldet på podiet, udspillede der sig voldsomme scener få meter derfra.
Her var etapens andenplads, den italienske stjerne Sonny Colbrelli, kollapset, og straks var der lægehjælp og ambulancer til stede.
Ifølge den spanske tv-station Teledeporte og Marca blev der givet hjertemassage. Hurtigt blev Colbrelli afskærmet med hvide lagner.
18.42 meddelte Colbrellis hold, Bahrain Victorious, at han er ved bevidsthed efter pludselig at være faldet om kort efter etapens afslutning. Han er nu på et hospital i Girona.
Tæt på at vinde etapen
Kort inden de uhyggelige scener var 31-årige Colbrelli i europamestertrøjen få meter fra at vinde etapen.
Flere i cykelsportsmiljøet er begyndt at sende hilsner Colbrellis vej. Blandt andre Michael Matthews' Team BikeExchange-Jayco-mandskab, der sender tanker hans og holdets vej:
Sonny Colbrelli var efter en kort pause tilbage på cyklen, efter at han har været lagt ned af bronkitis. Det betød, at han måtte melde afbud til weekendens store klassiker Milano-Sanremo.
Sonny Colbrelli havde en fremragende sæson sidste år, hvor han blandt andet vandt det prestigefyldte brostensløb Paris-Roubaix: