Cykling

Colbrellis hold deler gode nyheder, men flere undersøgelser venter

De første undersøgelser af cykelrytteren Sonny Colbrelli giver ikke anledning til yderligere bekymring, meddeler hans hold tirsdag.

Bag de hvide lagner udspillede der sig et drama.

Her modtog cykelrytteren Sonny Colbrelli lægehjælp, fordi han var kollapset, havde krampeanfald og fik et hjertestop efter sin andenplads på 1. etape af løbet Catalonien Rundt mandag.

Ifølge en udtalelse fra løbsarrangøren blev der ydet hjertelungeredning og brugt en hjertestarter på den 31-årige italiener, der efterfølgende blev kørt til et hospital i Girona.

Mandag aften gennemgik Sonny Colbrelli undersøgelser, og resultaterne af disse undersøgelser giver ikke anledning til yderligere bekymring, oplyser Bahrain Victorious, som Colbrelli kører for.

- Efter at være blevet indlagt på Hospital Universitari de Girona Doctor Josep Trueta var Sonny Colbrelli ved bevidsthed og havde det okay. Han har efterfølgende været i kontakt med familie og venner, mens han kommer sig på hospitalet.

- Sonny Colbrelli skal gennemgå flere undersøgelser i dag (tirsdag, red.) for at finde årsagen til hændelsen i går (mandag, red.). Alle hjerteundersøgelser foretaget i aftes viste ingen tegn på nedsatte funktioner eller andre tegn, der giver anledning til yderligere bekymring, skriver Bahrain Victorious på Twitter tirsdag formiddag.

Bahrains Jack Haig er også ude af løbet

Holdet lover at komme med flere opdateringer, når der er nyt at fortælle om Colbrellis tilstand.

Sonny Colbrelli måtte melde afbud til weekendens store klassiker Milano-Sanremo, efter at han har været lagt ned af bronkitis.

Bahrain Victorious må også undvære Jack Haig på 2. etape af Catalonien Rundt tirsdag. Holdet oplyser på Twitter, at han føler sig utilpas og derfor ikke vil stille til start.

Se 2. etape af Catalonien Rundt på TV 2 SPORT fra klokken 15.15.