Tour de France

Dette er en af hovedårsagerne til, at Tour-boss forelskede sig i Danmark

Tour de France-løbsdirektør Christian Prudhomme er endnu en gang i Danmark for at besigtige forholdene, og han er meget begejstret.

Nedtællingen er i gang.

I dag, onsdag 23. marts, er der præcis 100 dage til Tour de France-starten i Danmark.

Løbsdirektør Christian Prudhomme er derfor på rundtur i Danmark i disse dage for at se, om Danmark og hovedstaden, København, er klar til den såkaldte Grand Départ, som åbningsetapen på verdens største cykelløb kaldes.

Derudover vil han besøge andre Tour-kommuner her i landet og nogle af nøglepunkterne på de tre etaper i Danmark.

- Utroligt, siger Prudhomme om afslutning på Storebæltsbroen

Onsdag morgen, mens solen var på vej op, var Christian Prudhomme oppe i en af Storebæltsbroens to pyloner, og han var svært begejstret over det syn, der mødte ham.

- Det er bare fantastisk. Vi er 250 meter oppe, og det er bare fantastisk at forestille sig, at om 100 dage vil vi være her med Touren og rytterne i Touren. Det var en af hovedårsagerne til, at vi ville organisere en Grand Départ i Danmark, siger Christian Prudhomme til TV 2 SPORT.

Prudhommes program i Danmark

Onsdag:

  • Rundvisning på Storebæltsbroen af transportminister Trine Bramsen (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S) samt Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V)
  • Skolebesøg i Nyborg
  • Være med til at åbne en ny cykelsti mellem Roskilde og København
  • Skolebesøg på Frederiksberg
  • Cykeltur fra Vesterbro Torv til Rådhuspladsen i København med deltagelse af Sophie Hæstorp Andersen (S), der er overborgmester i Købehavn, og omkring 200 cyklister
  • Holde tale og være med til åbningen af en Tour de France-udstilling på Københavns Rådhus

Torsdag:

  • Besøg i Sønderborg og Vejle, der er to af de fem danske start- og målbyer

- Selvfølgelig også på grund af København. Og selvfølgelig på grund af alt det andet, der er fantastisk. Men for rytterne er broen det vigtigste.

Tour de France-feltet skal over Storebæltsbroen på Tourens 2. etape fra Roskilde til Nyborg 2. juli.

- Jeg ved, at Kasper Asgreen har sagt, at det "bare er perfekt for os". Vi må se. Men det er bare fantastisk. Det er første gang nogensinde, at Tour de France vil have en etapeafslutning som denne. 18 ud af de sidste 20 kilometer er over havets overflade. Det er bare utroligt, siger Prudhomme.

Håber på stærk vind på Storebæltsbroen

Den 61-årige løbsdirektør kunne ikke lade være med at smile, da han blev interviewet af TV 2 SPORT i toppen af pylonen. Og han skulle da også lige forevige sit besøg i pylonen med et billede af Storebæltsbroen.

Onsdag morgen var vinden på broen svag, men Christian Prudhomme håber på stærke vindforhold, når Tour-feltet skal krydse Storebælt.

- Jeg håber, at feltet bliver splittet i 26 grupper, siger Prudhomme med et stort grin, inden han fortsætter:

- Med de bedste ryttere i Touren, kandidaterne til den samlede sejr, kæmpende for den bedste placering i mål. Det vil være umuligt at vinde Touren denne dag, men det er muligt at tabe Touren her. I har ikke stejle stigninger, men I har vinden.

- Det bliver en meget speciel dag og speciel etape, siger han.

"Værd at vente på"

Grand Départ i København er et år forsinket. Oprindeligt blev Danmark tildelt værtskabet i 2021, men sidste år skulle Tour de France begynde 25. juni i stedet for 2. juli på grund af datosammenfald med OL i landevejscykling, og her var den danske tilbagemelding, at det ikke var muligt at rykke Grand Départ en uge frem.

Blandt andet på grund af EM i fodbold i København og de udskudte genforeningsarrangementer i Sønderborg.

I stedet tilbød Amaury Sport Organisation (ASO), der organiserer Tour de France, Danmark værtskabet i år, hvilket de danske parter godkendte i august 2020.

- Grand Départ er et år forsinket, men jeg tror, at I er enige med mig, når jeg siger, at den er værd at vente på, siger Christian Prudhomme til TV 2 SPORT.

Tour-etaperne i Danmark

  • 1. juli: 1. etape, 13 km enkeltstart i København
  • 2. juli: 2. etape, 202 km fra Roskilde til Nyborg
  • 3. juli: 3. etape, 182 km fra Vejle til Sønderborg

Onsdag eftermiddag bliver et officielt nedtællingsur offentliggjort på Rådhuspladsen.