Cykling

Danmark får et World Tour-løb

Et nyt World Tour-løb i Skandinavien bliver en realitet, hvor kvinderne skal køre seks etaper.

Seks etaper gennem tre nordiske lande.

Det er med i beskrivelsen af det nye World Tour-løb for kvinder, der ser dagens lys til sommer.

Løbet skydes i gang fra Kongens Nytorv i København og slutter seks etaper senere i Halden i Norge.

Det er unioner og forbund i de tre skandinaviske lande - Danmark, Sverige og Norge - der står bag Tour of Scandinavia.

I Danmarks Cykle Union ser man frem til det store etapeløb.

- Niveauet, som de danske kvindelige ryttere præsterer på i dag, har aldrig været højere. Som nation var vi i 2021 nummer tre på kvindernes verdensrangliste. De og vi, der elsker cykelsport, fortjener at se verdenseliten i Danmark, siger formanden for Dansk Cykle Union (DCU), Henrik Jess Jensen, i en pressemeddelelse.

- Vi har arbejdet på dette siden år 2016, hvor Amalie Dideriksen blev verdensmester, og nu går drømmen endelig i opfyldelse. Niveauet i kvindecykling er også steget markant med 15 World Tour-teams og nogle af de mest spændende løb i sæsonen. Jeg håber, at vi med dette løb kan inspirere endnu flere piger og kvinder til at dyrke cykelsport i Danmark.

Tour of Scandinavia vil være noget unikt, som cykelverdenen ikke har set før

Roy Moberg, løbsdirektør

Mange års hårdt arbejde

Løbet er tidligere annonceret som Battle of the North, men får nu i stedet navnet Tour of Scandinavia som hovednavn af respekt for den pågående krig i Ukraine.

Løbsdirektør Roy Moberg er forventningsfuld over for det kommende løb, hvor flere års arbejde nu endelig munder ud i, at løbet køres

- Det har været mange år med hårdt og målrettet arbejde, og vi er stolte af at kunne præsentere et koncept, som forener skandinavisk idræt, rejseliv og kultur, siger Moberg.

- Tour of Scandinavia vil være noget unikt, som cykelverdenen ikke har set før. Løbsformatet har et enormt potentiale, og vi glæder os til at præsentere løbet ved et særligt event i København 26. april.

Sådan er etaperne

  1. Løbet starter 9. august i København. Første etape bringer rytterne fra Kongens Nytorv gennem Kongernes Nordsjælland, måske med rette omdøbt til Dronningernes Nordsjælland, med mål i Helsingør
  2. Derefter gælder det den svenske etape med start i Orust nord for Göteborg. Den svenske etape går nordover med mål i grænsebyen Strömstad og kommer gennem nogle af Sveriges velkendte vestkyst-perler
  3. Gamle Østfold er der, hvor Ladies Tour of Norway i sin tid er startet, og derfor foregår de fleste af de norske etaper i netop Østfold. Først fra Moss til Sarpsborg via Son, Våler, kysten ved Saltnes og Onsøy til udkanten af Fredrikstad og frem til målet i Sarpsborg
  4. Fredagens etape er den såkaldte "Indre Østfold-etape". Start i Askim og mål i Mysen
  5. "Dronningetappen" køres lørdag 13. august. Starten går i Vikersund med skihopbakken som baggrund. Herefter køres mod Noresund, hvor den 10 kilometer lange stigning op til målet ved Norefjell Ski & Spa starter. Her kan løbets afgørelse måske finde sted
  6. Sjette og sidste etape går fra Lillestrøm til målbyen Halden, hvor det spektakulære løb skal finde sin afslutning på tre afsluttende runder som ofte byder på stor dramatik og mange tiljublende publikummer

Løbet køres fra 9. til 14. august 2022.