Tour de France

I dag tester Carlos Sastre de danske Tour-stigninger

Den tidligere Tour-vinder er i dag i Danmark for at gennemkøre de tre kategoriserede stigninger på 2. etape af dette års Tour de France.

På afstand var det ikke til at se, men alligevel havde de fleste en ret god idé om, hvem der sad i bilen.

På Hjemmeværnsgården i Høve i Odsherred trillede en sort og nypoleret Maserati op ad den stejle grusbakke.

Ud steg en lille mørkhåret mand iklædt rød cykelbluse og sorte cykelshorts.

Jeg har trods alt vundet på Alpe d'Huez, så det her skal nok gå

Carlos Sastre

Opmærksomheden var ekstra stor omkring den lille herre i den dyre bil, og det var ikke uden god grund.

For ud steg den tidligere Tour de France-vinder Carlos Sastre, der siden sin Tour-sejr i 2008 for danske Team CSC er blevet folkeeje herhjemme.

Den 46-årige spanier er torsdag havnet på Sjælland, hvor han skal gennemkøre de tre kategoriserede stigninger, der danner ramme for kampen om bjergtrøjen på 2. etape af dette års Tour de France.

Og selvom den dyre bil kunne indikere en pæn grad af arrogance, blev de fremmødte motionister mødt af nærvær og høflighed fra Carlos Sastre, der tydeligt var i godt humør.

Sammen skal de torsdag eftermiddag ud på en 30-kilometer lang rute, der blandt andet indeholder de tre stigninger, der til sommer skal køres på 2. etape. Læs mere her.

De tre stigninger:

  • Høve Stræde: 1200 meter lang, 4,7 procent i gennemsnit og maksimalt 8,8 procent.
  • Kårup-bakken: 1280 meter lang, 5,6 procent i gennemsnit og maksimalt 9,2 procent.
  • Åsavang: 1100 meter lang, 5,8 procent i gennemsnit og maksimalt 9,8 procent.

Pudsede sin cykel inden afgang

Før Carlos Sastre og de fremmødte motionister kunne drage ud på ruten, skulle spanierens cykel først sættes i stand.

Og selvom han fik tilbudt hjælp, klarede Carlos den del selv. Sådan kan han nemlig bedst lide det.

- Jeg cykler stadigvæk en del, og jeg skal altid have min cykel helt ren. Sådan har det altid været, og jeg har det rigtig fint med selv bare at gøre det, fortæller Spanieren til TV 2 SPORT kort før afgang.

Den tidligere Tour de France-vinder tilføjer, at han glæder sig til at køre dagens rute, og at han selvfølgelig er spændt på de tre stigninger.

- Det bliver for fedt, for når stigningerne er med i Touren, er det ikke for sjov. Jeg kender ikke området så godt, men jeg glæder mig til at se det hele an.

Ikke i min bedste form

Direkte adspurgt, om han frygter for hårdheden på dagens stigninger, er Spanieren fortrøstningsfuld.

- Jeg er selvfølgelig ikke i min bedste form, men jeg har trods alt vundet på Alpe d'Huez, så det her skal nok gå, siger han med et smil.

Ud over cykelturen glæder Sastre sig også over at være tilbage i Danmark, som han tidligere har kaldt for sit andet hjemland.

Dagens rute er samtidig en optakt til Geopark Bjerg Grand Prix 14. august, der også indeholder de tre Tour de France-stigninger. Her vil Carlos Sastre også deltage, hvorfor dagens begivenhed også er en slags opvarmning til det løb.