Cykling

Jubler over World Tour-løb i Danmark: - Min drøm er gået i opfyldelse

I august er København startby for det nye World Tour-etapeløb Tour of Scandinavia.

Cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig smiler fra øre til øre.

Tirsdag 9. august i år lægger Kongens Nytorv i København asfalt til starten på det nye World Tour-etapeløb Tour of Scandinavia. Det er første gang nogensinde, at kvindernes World Tour kommer forbi Danmark.

- Min drøm er gået i opfyldelse, og jeg kan ikke få armene ned. Det bliver så fedt at køre et World Tour-løb på de danske landeveje foran det cykelglade folkefærd, venner og familie, siger Cecilie Uttrup Ludwig ifølge Danmarks Cykle Union (DCU).

Hun både håber og tror, at løbet vil inspirere flere piger til at begynde at cykle.

- Både for sjov og i konkurrenceøjemed. Det er alletiders mulighed for vores sportsgren for at vise sig fra sin bedste side, siger Uttrup Ludwig.

"Fedt for de ryttere, som kæmper for det hver dag"

Også TV 2 SPORTs cykelekspert Christina Siggaard, der er tidligere professionel rytter, jubler over nyheden om et kvindeligt World Tour-etapeløb på dansk grund.

- Det er virkelig fedt for sporten og for de cykelryttere, som kæmper for det hver dag, siger Christina Siggaard.

- Vi har flere, der er på vej opad, men det bliver rigtig spændende at se Amalie Dideriksen og Emma Norsgaard Bjerg på dansk grund. Og selvfølgelig også Cecilie Uttrup Ludwig, men det er måske ikke lige hendes foretrukne terræn.

Tour of Scandinavia er et nordisk etapeløb og vil gå gennem Danmark, Sverige og Norge.

Løbet vil strække sig over seks dage. 6. og sidste etape 14. august har målstreg i Halden i Norge.