Cykling

- En sejr for alle afrikanske ryttere, siger historisk vinder

Både kommentatorer og hovedpersonen selv var ikke i tvivl om, hvor stor sejren i Gent-Wevelgem er for cykelsporten i Afrika.

Biniam Girmay. Et eritreansk navn, der ikke ligefrem klinger af toppede brosten i Belgien. Men det bør det gøre i fremtiden.

For søndag blev forårsklassikeren Gent-Wevelgem vundet af en rytter født mere end 5000 kilometer fra målstregen og så sent som den anden aprildag i dette årtusind. En alder, som Rolf Sørensen også lige skulle synke.

- 21 år, siger du? Wauw. Og prøv at tænk på hans land også. De går amok jo. Det er altså en god historie, må jeg sige. Og sikke en cykelrytter, lød det fra den garvede ekspert om Biniam Girmay.

Intermaché-rytteren blev sidste år nummer to ved U23-VM og kører sin første sæson på World Touren, hvor han nu også har vundet sin første sejr.

- Det er utroligt og fantastisk. Jeg havde ikke forventet det overhovedet, siger Girmay i det officielle vinderinterview, hvor han også blev spurgt til betydningen for cykelsporten hjemme i Eritrea, men også på hele kontinentet:

- Måske vil det gøre fremtiden lidt lysere for alle afrikanske cykelryttere. Det her er en sejr for alle afrikanske cykelryttere, siger Girmay med et smil, inden han sender en hilsen til kameraet på sit modersmål.

Det er første gang nogensinde, at en rytter fra Afrika vinder en af cykelsportens klassiske endagsløb.

Følte sig usikker på brosten

Biniam Girmay var med i flere fremstød undervejs i det knap 250 kilometer lange løb, som han endte med at vinde i en mindre spurt mod tre konkurrenter.

Forinden havde han skulle følge klodens førende klassikerryttere på brostenspavéer. Udfordringer, som han kun havde prøvet kræfter med i ét enkelt professionelt løb forinden. To dage forinden ved E3 Harelbeke, hvor han blev nummer fem.

- Rolf, han kender ikke de her stigninger. Han kender ikke Flandern særlig godt, lød det imponeret fra cykelkommentator Rasmus Staghøj, hvortil Rolf Sørensen brugte superlativer som vildt, historisk og fantastisk.

Men selvom det endte fantastisk, var det ikke slet ikke den følelse, Girmay selv havde på første brostenssektion i søndagens løb.

- Jeg tabte en del pladser og faldt en smule tilbage. Især på den første brostenssektion, følte jeg mig ikke helt komfortabel.

- Men for hver sektion følte jeg mig sikrere og sikrere, og så prøvede jeg bare at køre klogt ved at følge de andre. Alle ventede på Wout van Aert ville rykke, så jeg holdt mig bare i ro indtil da, siger Girmay med et smil.

Wout van Aert var muligvis forhåndsfavorit, men endte på en 12.-plads.

Vægter familiegensyn over Flandern

Flanderns hjemlige håb betegnes nu stadig som storfavorit til et sæsonens største brostensløb: Flandern Rundt.

Når det mytiske løb køres om en uge, får Wout van Aert dog ikke konkurrence af Biniam Girmay. Også selvom løbets vinder anno 1997 mener, at Girmay også burde køre brostensløbet næste søndag.

- Med den form han er i, burde han tage Flandern Rundt med, synes jeg. Det er sjældent, man rammer så en god form, og så er det med at bruge den, siger Rolf Sørensen.

Der er nu en ganske god grund til, at Girmay ikke er til start næste søndag:

- Jeg har været væk hjemmefra i tre måneder, så jeg savner min kone og datter og vil gerne rejse hjem til dem, siger den nykårede vinder af Gent-Wevelgem.