Cykling

Fuglsang er usikker på egen fysiske formåen

Holdkammeraten Mads Würtz Schmidt har set en "rigtig god" Jakob Fuglsang de seneste par dage.

Efter en sæsonstart præget af uforudset modstand er Amstel Gold Race det løb, hvor Jakob Fuglsang håber, at han for alvor kan være tilbage.

- Jeg tror, at jeg er ved at komme ud på den anden side og er ved at være ovenpå igen, så jeg håber, at jeg kan være med helt fremme, men det kan godt være, at det er for optimistisk. Det får vi at se, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

I februar blev den 37-årige dansker ramt af covid-19, "som så formentlig blev afløst af noget bronkitis og en periode, hvor det ikke rigtigt spillede," som Fuglsang selv formulerer det.

I slutningen af samme måned kørte han et etapeløb i Spanien, hvor han godt nok blev nummer ti, men i endagsløbet Strade Bianche i marts var Fuglsangs tank tom med omkring 50 kilometer til mål, og i det efterfølgende etapeløb Tirreno-Adriatico blev han blot nummer 41.

Næsten en måned udelukkende med træning har dog hjulpet Jakob Fuglsang, vurderer hans danske holdkammerat på Israel - Premier Tech, Mads Würtz Schmidt.

- Jakob ved ikke helt, hvor han står, men jeg synes nu godt nok, at han har set rigtig god ud de seneste par dage. Så det bliver spændende at se med ham, siger Mads Würtz Schmidt til TV 2 SPORT.

Til start med kun fem ryttere

I Amstel Gold Race søndag stiller Israel - Premier Tech til start med blot fem ryttere, heriblandt Fuglsang og Würtz.

For en uge siden trak holdet sig fra Flandern Rundt på grund af sygdom, og netop sygdom plager stadig holdet.

- Jeg ved ikke rigtig, hvad vores taktik skal være. Vi er stadig rigtig hårdt ramt som hold, og Simon Clarke, som var en anden af favoritterne til at køre et godt Amstel, er blevet syg. Så vi starter kun med fem mand. Så jeg tror ikke, at vi laver det helt store taktiske oplæg, siger Jakob Fuglsang.

- Vi skal forsøge at sidde rigtigt på de afgørende tidspunkter og hjælpe hinanden, men jeg tror ikke, at der er sådan nogen - i hvert fald ikke, hvad jeg ved af - stor forkromet plan til at starte med.

Amstel Gold Race fra Maastricht til Valkenburg er 254 kilometer langt. Fuglsangs bedste resultat i løbet er en tredjeplads, som han hentede i 2019.

Efter Amstel Gold Race skal Jakob Fuglsang efter planen køre Flèche Wallonne, Liège-Bastogne-Liège og Romandiet Rundt.

Se Amstel Gold Race på TV 2 SPORT søndag fra klokken 14.25.