Cykling

Dansker husker interview i Roubaix, men har ikke samme følelse i år

Når Mathias Norsgaard tænker tilbage på sin debut i Paris-Roubaix, bliver han ramt af skuffelse. Han ærgrer sig over, at det ikke blev til mere.

Begejstret og overvældet. De to ord indkapsler perfekt Mathias Norsgaards tilstand, da han i oktober sidste år gennemførte sit første Paris-Roubaix.

Her satte en ærlig og hamrende umiddelbar Norsgaard ord på oplevelsen til TV 2 SPORT i velodromen i Roubaix.

- Er du sindssyg, mand? Det er det fedeste, jeg nogensinde har prøvet, sagde en nærmest elektrisk Norsgaard.

Nu er han tilbage, og søndag vil han have revanche. For når han skal kigge tilbage på debuten, husker han interviewet og den umiddelbare glæde og lettelse. Men det er faktisk ikke glæde, der falder ham først ind nu. Det er faktisk det modsatte tilsat fire punkteringer og en knækket saddelstang i tankerne.

- Minderne om defekterne sidder lidt i mig. Jeg føler, at jeg var ret godt kørende den dag. Jeg følte mig godt tilpas på underlaget. Jeg er faktisk rigtig skuffet over resultatet. Jeg tænker allermest på, hvad det potentielt kunne være blevet til.

Mathias Norsgaard blev nummer 86 sidste år, men det kunne være blevet til så meget mere, mener han.

- Det har også været en drivkraft. Jeg ved, at jeg er god til den type cykelløb. Det er kun én gang om året, vi kører lige nøjagtig Paris-Roubaix. Det er noget, jeg har set ekstremt meget frem til igen. Jeg er ikke specielt skuffet over mine resultater i karrieren – det kan nogle måske undre sig over med min karriere – men resultatet sidste år har bare sat sig.

Melodi spiller inde i Norsgaard

Skuffelse er dog ikke det eneste, der fylder hos feltets højeste rytter.

Paris-Roubaix fik en særlig plads i Mathias Norsgaards hjerte. Han blev faktisk smaskforelsket i de utaknemmeligt placerede brosten, som verdens bedste cykelryttere tonser ubarmhjertigt over.

Han fandt ud af, at han er god til at køre på pavéerne. Han fandt ud af, at det her løb kommer til at fylde meget i hans cykelkarriere.

- Der er en lille melodi, der spiller inde i mig, som fortæller, at jeg på et eller andet tidspunkt kommer til at køre rigtig stærkt i det her cykelløb. Det kommer til at bære min karriere rigtig langt, at jeg har den her romantisering af ét cykelløb, som jeg tror, at jeg kan bygge en hel karriere op om. Det er et af de få steder, hvor jeg tror og drømmer om, at det nok skal gå op i en højere enhed.

Hvad er en højere enhed?

- Det vil være en toptiplacering.

Hvornår sker det?

- Puh... Hvis jeg rammer morgenudbruddet i år, skal man aldrig sige aldrig. Det kan også først ske om fem år. Det kan også være, at jeg først rammer morgenudbruddet om fem år. Det er en svær størrelse i Roubaix, fordi der er en eller to fra morgenudbruddet, som laver en topplacering. Så det bliver rigtig svært at ramme det.

Og netop morgenudbruddet er noget, han jagter en plads i, når Paris-Roubaix begynder søndag. Det gør alle undtagen holdkaptajn Ivan Garcia Cortina, fortæller Norsgaard.

TV 2 viser herrernes Paris-Roubaix i sin fulde længde søndag 17. april fra klokken 10.55.