Cykling

- Der skal gøres et eller andet bedre, siger skuffet ekspert

Paris-Roubaix sluttede overraskende uden danske topplaceringer, og det ærgrer TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen.

Forventningerne var enorme og med berettigelse. Både danske og internationale cykeleksperter havde Kasper Asgreen og Mads Pedersen blandt de største favoritter forud for søndagens brostensmonument Paris-Roubaix.

Virkeligheden blev desværre et gigantisk antiklimaks for de to danske stjerner.

Jeg er lige så skuffet, som Mads P. og Kasper Asgreen er

Rolf Sørensen

Mads Pedersen nåede aldrig over målstregen, og Kasper Asgreen sluttede som nummer 44 - mere end 12 minutter efter løbets vinder, Dylan van Baarle.

Det faktum ærgrer Rolf Sørensen, der havde forventet mere.

- Uheld er en del af Roubaix, men der skal gøres et eller andet bedre. Der er simpelthen for mange uheld for dem begge to i dag, siger Rolf Sørensen.

Begge danskere blev undervejs ramt af uheld i form af et tidligt styrt, mens Mads Pedersen også punkterede på et afgørende tidspunkt.

Hvad skulle de gøre anderledes?

Allerede fra løbets indledning gik det galt for Asgreen og Mads Pedersen, der begge blev fanget, da Ineos splittede feltet i sidevinden. Derfra kom ingen af dem for alvor tilbage i løbet.

Derfor fremhæver Rolf Sørensen også løbets indledning som et nøglepunkt for danskernes skuffende indsats.

- Det er altid nemt at stå og være bagklog, men Mads (Pedersen, red.) fortæller også selv, at han kom på bagkant. Lige fra starten med det split, der kommer efter 30-40 kilometer. Set i bakspejlet var det virkelig noget, der kostede mange kræfter. Selvom Mads havde været fri for uheld, havde det været en lang kamp for at komme tilbage.

Rolf Sørensen tilføjer, at det dog skal medtages, at både Wout van Aert og Mathieu van der Poel også sad bagved med danskerne, da feltet splittede. Alligevel kørte de begge finale, og derfor er den danske ekspert også ekstremt ærgerlig på danskernes vegne.

- Jeg er lige så skuffet, som Mads og Kasper er, for de var blandt favoritterne. Det var ikke kun os, der havde udråbt dem til det. Det gjorde både den internationale presse og bookmakerne, der havde dem begge til at slutte i top-5.

Efter løbets afslutning ønskede Kasper Asgreen ikke at udtale sig, mens Mads Pedersen kaldte løbet for en "skoddag". I øvrigt frygter Mads P., at han har brækket hånden efter sit styrt.

Løbets bedste dansker blev Mathias Norsgaard, der sluttede som nummer 29.