Cykling

Pogacar-afbud til Liège efter personlig tragedie

Søndagens cykelmonument bliver uden den forsvarende mester.

Tadej Pogacar meddeler på Twitter, at han ikke stiller til start i søndagens Liège-Bastogne-Liège.

Beslutningen er truffet, efter han forleden forlod Belgien for at støtte sin forlovede, hvis mor netop var afgået ved døden.

- Desværre kommer jeg ikke til at være ved starten af Liége-Bastogne-Liége i morgen. Det har været nogle hårde dage, men jeg vil gerne takke alle for deres forståelse, skriver Pogacar.

UAE Team Emirates erstatter Pogacar med Brandon McNulty.

Efter onsdagens Flèche Wallonne meddelte holdet, at Pogacar var rejst hjem til Slovenien for at støtte sin forlovede, Urška Žigart, der ligeledes er professionel cykelrytter.

Torsdag satte hun ord på det store tab.

- Nogle gange er livet ikke fair. Det er med stor sorg og tungt hjerte, at jeg deler denne nyhed med jer, skrev hun på Instagram.

- Min mor var min bedste ven og den vigtigste person i mit liv. Det er en meget hård tid for mig og min familie, mens vi går igennem dette tab.

Pogacar, der er dobbelt Tour de France-vinder, vandt løbet sidste år og regnes blandt favoritterne til at gentage succesen, selvom det blev til en beskeden 12.-plads i Flèche Wallonne.

Liège-Bastogne-Liège kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY søndag fra klokken 11.20.