Cykling

- Det blev et mystisk løb, siger Fuglsang

Jakob Fuglsang blev bedste dansker i Liège-Bastogne-Liège, hvor han endte som nummer 13.

Det blev ikke til en gentagelse af triumfen fra 2019, men det var alligevel en stærk Jakob Fuglsang, der viste sig frem i søndagens Liège-Bastogne-Liège.

37-årige Fuglsang blev dagens bedste dansker med en 13.-plads, som han selv var godt tilfreds med.

- Det er altid rart, når det går godt, og når følelsen er god - og det var den i dag. Jeg kunne godt have tænkt mig mere resultatmæssigt, men generelt er jeg glad og tilfreds, siger Fuglsang til TV 2 SPORT.

Samtidig fortæller han, at løbet udviklede sig anderledes, end dét han havde forberedt sig på.

- Det blev lidt et mystisk løb – specielt på grund af det store styrt. Så der var lidt mere kaos, end hvad der normalt er. Den udtænkte taktik fra de andre hold kunne man pludselig ikke regne med alligevel, siger han.

Forsøgte at hente fænomen

Fuglsang viste sig blandt andet frem, da han med lidt under 30 kilometer til mål forsøgte at køre fra de øvrige favoritter.

Det gjorde han i et forsøg på at lukke hullet op til Remco Evenepoel, der endte med at vinde søndagens monument.

Danskerens forsøg gav ikke pote, men han fik bevist, at han i den grad var blandt de bedst kørende ryttere. Evenepoel var bare for god på dagen.

- Desværre kom jeg ikke med Remco (Evenepoel, red.). Jeg så, da han kørte, og vi var et par stykker på hjul af ham, men dem foran kunne ikke holde dæk til ham, og jeg kunne ikke lukke op til ham.

- Det havde været det perfekte hug, men han kom godt nok ud over stepperne, siger Fuglsang.

Top-3:

  1. Remco Evenepoel (Quick-Step)
  2. Quinten Hermans (Intermarché - Wanty)
  3. Wout van Aert (Jumbo-Visma)