Cykling

Ung dansker lykkedes med sin mission på sit livs længste cykeltur

Den unge Uno-X-dansker brugte ikke sit første monument på at lurepasse.

257. Det er et antal kilometer, 21-årige Jacob Hindsgaul aldrig har tilbagelagt på samme cykeltur. Indtil søndag.

Her gennemførte den unge Uno-X-rytter den prestigefyldte klassiker Liége-Bastogne-Liége, og han var ovenikøbet med fremme det meste af tiden. Som bebudet fra morgenstunden var hans mål at ramme udbruddet, og det gjorde han.

- Det er mit første monument og den længste cykeltur, jeg nogensinde har haft og de fleste højdemeter, jeg nogensinde har kørt. Og så at ramme udbruddet og sidde derude med mennesker over det hele. Det var superfedt, siger Jacob Hindsgaul til TV 2 SPORT.

Udbruddet var en bekræftelse af, at hans grundform er god, selvom han har haft problemer med netop formen op til klassikeren.

- Jeg var virkelig motiveret for at ramme det udbrud. Især fordi jeg har bøvlet lidt med forårsformen, som er feset lidt ud på det seneste. Jeg tænkte, det kunne være fedt at komme ud og vise flaget lidt, og jeg ramte heldigvis udbruddet med fire mand.

Med omkring 75 kilometer til mål måtte Hindsgaul give fortabt i det stejle terræn. Han indfriede dog sit andet mål om at gennemføre løbet.

Han endte som nummer 109.

Uno-X havde en blandet dag, da flere af deres ryttere – ligesom mange andre holds – røg ned i det store styrt med omkring 60 kilometer til mål. Heriblandt holdets kaptajn, Tobias Johannessen, som udgik.

Derfor kunne danske Jonas Gregaard køre sin egen chance, og han kørte en 28.-plads hjem til det lille hold.