Cykling

Rolf Sørensen måber: - Det er jo vanvittigt!

Quick-Step-stjernen Remco Evenepoel var flyvende, og hans antrit var så voldsomt, at Rolf Sørensen begyndte at grine.

Remco Evenepoel viste endnu en gang skræmmende styrke, da han søndag vandt monumentet Liège-Bastogne-Liège.

Den 22-årige belgier satte det afgørende angreb ind med 29 kilometer til mål. Da Evenepoel trådte an, var ingen i nærheden af at kunne følge ham. Og faktisk var cyklen også ved at volde ham problemer.

Antrittet var så voldsomt, at baghjulet kortvarigt lettede fra asfalten, da det slog et svaj. Det fik TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen til at spærre øjnene op, da han så det i langsom gengivelse.

- Prøv at se der! Det er jo vanvittigt!

- Han laver simpelthen hjulspin. Det er sindssygt. Jeg sagde det lidt for sjov i første omgang, men efter at have set det igen, sker det faktisk, siger Rolf Sørensen og griner.

Grinet siger det hele: Endnu en gang har Remco forbavset den ellers rutinerede cykelekspert.

Som en massespurt

Lars Bak kommenterede også løbet. Han var lige så overrasket over, hvad han så. Faktisk mindede det ham om en disciplin, som Mark Cavendish er god til.

- Han kører nærmest en massespurt. Han kører simpelthen så stærkt, at de andre, der sidder bag ham, ikke kan følge med.

- Han er så aerodynamisk, og han har samtidig meget power. Det gør bare, at han kører stærkt både på flad vej og opad. Han er heller ikke særlig tung. Han er en meget kompakt rytter, som er god i al terræn, siger Lars Bak.

Top-5 i Liège-Bastogne-Liège

  1. Remco Evenepoel (Quick-Step)
  2. Quinten Hermans (Intermaché)
  3. Wout van Aert (Jumbo-Visma)
  4. Daniel Felipe Martinez (INEOS)
  5. Sergio Higuita (BORA - hansgrohe)

Det var Remco Evenepoels 26. sejr i karrieren.