Cykling

Cykelchef forventer flere etaper på dansk jord i nyt løb

Én etape køres i Danmark i første udgave af det nye nordiske cykelløb, men DCU-formand regner med flere snart.

Efter et langt tilløb får cykelløbet Tour of Scandinavia til sommer premiere, når det seks etaper lange løb for kvinder begynder i Danmark og via Sverige slutter i Norge.

Da idéen i sin tid blev luftet i offentligheden, var det med tre etaper på danske landeveje.

Nu er der kun én, der begynder på Kongens Nytorv i København og ender i Helsingør.

Men formanden for Danmarks Cykle Union (DCU), Henrik Jess Jensen, regner med flere inden længe. Det siger han i forbindelse med lanceringen af løbet.

- Jeg tror på, at vi næste år tænder op med to etaper og på sigt tre etaper i Danmark. Jeg kan også se, at vi kan vende det om, så vi slutter i Danmark, siger han.

Storstilet præsentation

Forventningerne var store og repræsentationen ligeså, da planerne tirsdag blev udfoldet på Københavns Rådhus.

Nogle af de bedste skandinaviske cykelryttere var dukket op. Det samme var norske borgmestre, cheferne for de nordiske forbund, transport- og ligestillingsminister i Danmark Trine Bramsen (S) og flere andre, der cirkulerede mellem scenen og rådhuspandekagerne.

Egentlig kunne præsentationen være foregået for længe siden. Allerede i 2019 blev planerne om et cykelløb offentliggjort. Dengang under navne Battle of North, som nu kun er undertitlen på grund af krigen i Ukraine.

Men coronapandemien og tvivl om økonomien fik det hele til at gå i stå.

Nu er alle punkterne på listen endelig krydset af, siger Henrik Jess Jensen, som er sikker på, at løbet ikke kan give det danske forbund underskud.

- Vi har lavet en slags entreprenørmodel, hvor vi er med til at organisere 1. etape. Vi har så at sige hænderne på kogepladsen der. Vi har sikret, at vi har økonomien på plads, således at vi kommer ud på den rigtige side af det.

- Vi er helt bevidste om, at vi er steget på et tog, der kører stærkt. Vi er på World Tour-niveau med det samme, og det ville ellers tage os nogle år at komme derop, siger han.

Dansk stjerne med

De første favoritter har allerede meldt deres ankomst til løbet, der har lånt en del af skelettet fra det tidligere Ladies Tour of Norway.

På rådhuset kunne danske Cecilie Uttrup Ludwig ikke skjule sin begejstring over, at cykelsportens fineste klasse nu kigger forbi hjemlandet.

- Jeg kiggede lige tilbage på Instagram for nylig. I august 2018 skrev jeg, at jeg dagdrømte om et Tour of Scandinavia. Nu står vi fire år senere, og det går i opfyldelse.

- Det er noget særligt at køre foran danske fans. At familie og venner kan komme med ud på ruten. Det er bare fedt at køre cykelløb i Danmark, forklarer den erfarne rytter.

Kan drage fordel af Touren

Starten går, lidt over en måned efter at verdens største cykelløb for mænd, Tour de France, suser gennem det danske landskab.

At de cyklende kvinder begynder at få mere opmærksomhed, er med til at skabe ligestilling inden for sporten, mener Trine Bramsen.

- Jeg synes faktisk ikke, at der er så meget fokus på kvinder, der cykler. Selv om vi ved, at nogle af dem, der bruger cyklen mest, er kvinder.

- Derfor er det også en meget vigtig begivenhed. Vi sætter en tyk streg under, at cykling i den grad er for kvinder - også på det professionelle plan, lyder ministerens budskab fra scenen.

Tour of Scandinavia begynder 9. august og slutter fem dage senere.