”Rolf, hvis du råber og skriger mere nu, så tager jeg ikke flere føringer!”

Tour de France er cykelløbet, der rummer det hele.

Det er et beundringsværdigt bæst, som TV 2 SPORTs cykelsportsekspert Rolf Sørensen fortæller i en ny bog med titlen 'Rolf Sørensen præsenterer Tour de France'.

Ud over Rolf Sørensen bidrager en lang række af både fortidens og nutidens danske stjerner til fortællingen om løbet, der overgår alt andet i cykelsporten og konstant balancerer mellem succeser og skuffelser.

- Mit første Tour de France gav mig en kæmpe sejr og et enormt nederlag. Det fortalte historien om, hvor hurtigt måneders forberedelse kan fordampe op i den blå luft på grund af uheld, skriver Rolf Sørensen blandt andet i kapitlet om Touren 1991, som du kan læse i fuld længde herunder.

'Rolf Sørensen præsenterer Tour de France' udkommer på Helmin & Sorgenfri 2. maj. Bogen er skrevet i samarbejde med Jonas Nyrup.

Min første Tour (1991): I BÆSTETS MAVE

At køre sit første Tour de France er en kæmpe oplevelse, og det sætter presset i alle andre løb i relief. Min første Tour kørte jeg med Ceramiche Ariostea, og det endte med både gul førertrøje, et ulykkeligt styrt og en dyb forståelse af, hvor stort et dyr, Tour de France er.

Min sportsdirektør Giancarlo Ferretti sagde altid, at Tour de France er et løb, man først stiller op i, når man er klar. Klar som hold, klar som individ og klar mentalt og fysisk. Hvor stort, hektisk og krævende løbet er, fik jeg at mærke i min debut i 1991. Meget er sket siden dengang. Stadig er det dog sådan, at Tour de France er et bæst, der sluger dig, hvis du ikke har, hvad der sker til. Det taler både Mads Pedersen og Christopher Juul-Jensen med om i deres kapitler i denne bog.

Jeg voksede jo op i Italien, hvor Giro d’Italia er kæmpestort, og de helt store italienske stjerner før min tid helligede løbet deres fulde opmærksomhed. Det prægede mig, og i mit hoved var Giroen mindst lige så stor som Touren. TV-dækningen var ikke den samme dengang, og sociale medier var der ingen af. Jeg læste selvfølgelig om det franske løb i cykelbladene og så billeder derfra, men jeg var meget præget af det italienske og troede, at Giroen var verdens omdrejningspunkt – også fordi det etapeløb var vigtigere for de italienske hold. Jeg kørte endda løbet i mit allerførste år som professionel hos Murella-Fanini i 1986, og i årene derefter (på nær i 1987), var det løb et fast indslag. Således også da jeg kom over på Ferrettis Ariostea-hold og begyndte at få varme tanker om også at prøve kræfter med Tour de France.

Ariostea-holdet voksede i størrelse og anseelse, og året inden min Tour-debut var det også af forretningsmæssige årsager nødt til at være med. Tour de France var og er et økonomisk omdrejningspunkt i cykelsporten. Det store udstillingsvindue for ryttere, hold og sponsorer. Ferretti vidste, at Touren ville være en tand op på alle områder, rent fysisk og rent mentalt, og han gad ikke være med som statist. Hår på brystet og gode ben var ikke nok, som det måske var i Spanien Rundt og Giro d’Italia. I Tour de France handlede det meget om at være klar til den enorme psykiske belastning, som løbet udsætter dig for. I de to andre Grand Tours var der mere ro omkring det.

I Frankrig er opmærksomheden enorm, nervøsiteten i feltet er stor, og positionskampen er voldsom fra starten af hver eneste etape. Det kræver koncentration og balance at kunne håndtere evig uro. Sådan var det også dengang, og Ferretti ville ikke sende mig afsted, før jeg og holdet var klar. Det var vi ved at være i 1990, hvor han gav os besked om, at vi næste år også skulle med til Tour de France. Denne gang med mig på holdet.

Chefen var som altid velforberedt og gav os god tid til at forberede os på det nye. Jeg gik i gang med at studere ruten og kigge på etaperne. Løbet begyndte med en kort prolog i Lyon og fortsatte derefter med en kort, kuperet etape, før vi på 2. etape, på tredjedagen, skulle køre et holdløb. “Ok, jeg er jo god til at køre prolog, og den første etape kunne godt ligge til mig, og vores hold er sgu da stærkt nok til at kunne begå sig i holdløbet”, tænkte jeg. Mine tanker om den gule trøje var født, længe inden mit første pedaltråd i Frankrig.

Allerede på træningslejren i januar animerede jeg mine holdkammerater til at ligge og køre på skift. Vi havde stjernen Moreno Argentin og den stærke tysker Rolf Gölz på holdet. De andre, der blev udtaget til Touren, kunne også give den gas på flad vej. Indledningsvist sagde jeg ikke så meget om det, men da vi nærmede os holdløbet, begyndte jeg: “Drenge, vi kan altså køre lige op med de bedste hernede”. Flere af dem var på min alder og svarede lettere køligt: “Slap nu af, Rolf. PDM-holdet er her med Erik Breukink, Laurent Fignon er med Castorama, og Greg Lemond med Z. Og hvad med ONCE og Marino Lejarreta?”

STÆRKT FORÅR

Jeg havde kørt godt i foråret med top-3-placeringer i de tre monumenter Milano-Sanremo, Flandern Rundt og Liège-Bastogne-Liège samt en etapesejr i Schweiz Rundt, og jeg førte World Cuppen. World Cuppen var en genial konkurrence, som var indlagt i sæsonen dengang, og rytterne samlede point til det særlige regnskab i sæsonens største 10-12 endagsløb. Antallet af løb i konkurrencen varierede over årene, indtil World Cuppen blev nedlagt i 2004. Ærgerligt, for den gav virkelig ekstra spænding gennem sæsonen som alternativ til den mere diffuse verdensrangliste.

Nå, første halvdel af sæsonen havde været forrygende, men da vi ankom til Frankrig, kunne jeg godt fornemme, at alt omkring os var større, end jeg var vant til. Arrangementet var enormt, og løsningen var at holde fokus på det sportslige foran mig. At trække mig væk fra virakken så godt som umuligt.

Også på det rent sportslige område var forskellen imidlertid tydelig. Man siger ikke for ingenting, at man i Touren kører hurtigere end i andre løb både på flad vej, opad og nedad. Der er også mere skubben, roderi og regeren i feltet. Fysisk og mentalt bliver du presset hele tiden.

I Italien kunne legenderne Francesco Moser (med kælenavnet “Sheriffen”) og Giuseppe Saronni sidde og diktere og sørge for ro i rækkerne. I Frankrig var der lidt mere anarki, også dengang, og alle rytterne var på deres højeste, og hvis jeg ikke havde haft så mange år som professionel inden Tour-debuten, havde jeg nok følt det endnu mere voldsomt.

PLUDSELIG ÅBNING

Min prolog gik ikke specielt godt, men hæderligt, og jeg tabte 18 sekunder til vinderen, Thierry Marie (Castorama). 1. etape var kuperet, men ikke mere, end at det oftest ville ende i en spurt med 100 mand. Med lidt snilde fik jeg dog selv åbnet ballet, og et fuldstændig vildt stjernebesat udbrud kom afsted. Blandt andre den forsvarende Tour-vinder, Greg Lemond, podiebejler Erik Breukink, den seneste World Cupvinder,Sean Kelly, og supersprinteren Djamolidine Abdoujaparov sad med, og vi fik simpelthen sat Tourfavoritten Miguel Indurain og hans Banesto-hold skakmat.

Jean-Paul Van Poppel vandt således feltets spurt og 12.-pladsen hele 1 minut og 44 sekunder efter etapevinder Abdoujaparov. Jeg kom ind på sjettepladsen, og pludselig lå jeg til i klassementet: 23 sekunder efter Lemond og 12 efter Breukink.

Nu var jeg endnu mere tændt til holdløbet. Hvis vi kunne slå Z og PDM, ville jeg komme i trøjen i min Tour-debut. Hele vejen under holdløbet over de 36,5 kilometer fra Bron animerede jeg mine holdkammerater yderligere. Råbte til dem, opmuntrede dem: “Kom nu! Vi kan vinde det her”. Jeg kunne jo mærke, vi kørte hammerstærkt, og min egen motivation var brændende. På et tidspunkt kom vores kaptajn Moreno Argentin ned til mig. “Rolf, hvis du råber og skriger mere nu, så tager jeg ikke flere føringer!” Det skrigeri gad eks-verdensmesteren med et hav af etapesejre i Giroen bag sig sgu ikke høre på.

Jeg fortsatte med at køre solen sort, og den sidste føring tog jeg vel med et par kilometer til mål. På det tidspunkt var vi kun fem ryttere tilbage på holdet. De øvrige fire var tabt. Tiden i mål blev defineret af den femte rytter, så vi skulle holde sammen, og vi lå til sejren. Min sidste føring blev meget lang, og 7-800 meter fra mål skulle vi gennem et sving. Vi kendte det på forhånd, og jeg vidste, vi kunne tage det med 40-45 km/t. Med sejren ventende på os forude, skulle kæden virkelig holdes stram det sidste stykke til stregen.

Jeg sad sidst af os og kunne se, at gutterne i front pludselig satte farten helt ned. “Hvad pokker sker der, tænkte jeg og mente, det skulle være løgn”. Og så kørte jeg indenom. Først der fattede jeg, at svinget var blevet voldsomt meget skarpere end under vores research på grund af de opsatte barrierer, og hvad ved jeg. Det havde holdkammeraterne set, men ikke jeg, og min fart ind i svinget var alt for høj. Pludselig skred cyklen væk under mig, og jeg styrtede og rev gudhjælpemig også holdets store stjerne Moreno Argentin med ned – i min Tour-debut og i mit første år som holdkammerat med den firedobbelte vinder af Liège-Bastogne-Liège. Den 30-årige italiener blev stiktosset, og et par af rytterne, som var sat af, måtte give den fuld gas for at komme op igen, så vi kunne få fem ryttere samtidig over stregen.

Det var et vildt drama: Forude holdt drengene sammen og kom i mål til bedste tid og sejr i holdløbet foran Castorama og Panasonic. Breukinks PDM-hold var 40 sekunder langsommere, og Lemonds Z-mandskab smed 49. Men jeg kom jo ikke over målstregen i Chassieu sammen med de andre og fik derfor en tid, der var 16 sekunder langsommere end dem. Heldigvis var det lige præcis nok til, at jeg kom i den gule førertrøje med 10 sekunder ned til Lemond og 12 til Breukink.

KOMPLET SURREALISTISK

Oplevelsen var på alle måder komplet surrealistisk: Første Tour de France og op på podiet til kindkys, hyldest, løve og det hele samtidig med, at jeg førte World Cuppen. Jeg lå øverst i de to vigtigste regnskaber i sporten overhovedet. Nu kunne jeg for alvor mærke, hvor stort Tour de France var. Virvaret og virakken omkring mig var vanvittig. Hver dag blev jeg eskorteret af væk af gendarmer, når jeg havde været på podiet. Jeg var lykkelig, og holdet glædede sig. Moreno Argentin var bare skidesur, for han havde slået sig ad helvede til.

Argentin kom sig heldigvis over det, og mon ikke det hjalp lidt, at jeg trods alt havde en andel i hans fjerde sejr i Liège-Bastogne-Liège tidligere det år, hvor vi to sad i finalen med Miguel Indurain og den tidligere verdensmester Claude Criquielion, og jeg blev nummer tre. Moreno viste sig i hvert fald i Touren som en fantastisk kaptajn, da vi i de efterfølgende dage skulle kontrollere feltet og forsvare trøjen. Han var vant til presset, og det hele kørte snorlige – indtil den dag katastrofen ramte, og jeg væltede på 5. etape på vej mod målbyen Valenciennes.

5. etape var kun 149,5 kilometer lang, og jeg lå godt til i feltet, da vi mod slutningen af etapen kom til en rundkørsel. Fred og ingen fare og endnu en dag i gult ventede forude. Pludselig lavede rytteren foran mig en fejl: Motorolas Andy Bishop kørte ved et uheld ned i rendestenen – men det burde egentlig ikke være noget problem, for den var lige til at hoppe op af igen med cyklen. Den slags sker hele tiden. Jeg var derfor opmærksom på situationen, men jeg tænkte også øjeblikkeligt, at nu ville Motorola-rytteren uden problemer bare hive cyklen med op af den igen og køre videre uden bøvl.

Bishop hev da også forhjulet fint op, men baghjulet fik han ikke med, og det skred på kanten. BANG, så lå han der. Jeg kom med 50 kilometer i timen lige bag ham og prøvede at komme udenom, men det var selvfølgelig helt umuligt. Jeg ramte ham og røg på hovedet ud over styret. Instinktivt rejste jeg mig og kunne ikke finde min cykel. Bruno Cenghialta gav mig sin. Et par andre holdkammerater kom ned og hjalp med at tage føringer for mig. Smerten mærkede jeg vist ikke. Jeg tænkte kun på den gule trøje, og lige dér, i de momenter mod mål, mærkede jeg igen trøjens storhed. Ryttere, der var sat af feltet i rasende fart mod en sprinterafslutning, havde set den gule trøje styrte i asfalten. En håndfuld af dem gav mig skub, efterhånden som jeg kom forbi dem i min jagt på feltet. Jeg nåede op til feltet og pustede ud. Lige dér ramte smerten mig først for alvor. Det begyndte at sortne for øjnene, det blev varmt omkring kravebenet, og jeg kunne ikke holde på styret. Jeg vidste inderst inde med det samme, at det var slut. Kravebenet var helt sikkert brækket.

På den anden side af målstregen var jeg helt smadret og faldt vel nærmest til jorden. Daværende løbsdirektør for Tour de France Jean-Marie Leblanc kom hen og trak en gul Credit Lyonnais-kasket ned over hovedet på mig. Leblanc kunne åbenbart godt lide mig i deres gule førertrøje, og han ville lige malke sponsorværdien en sidste gang, før jeg røg ind i ambulancen og blev kørt væk.

FLÆKKET

Til at starte med håbede jeg, at kravebenet ikke var brækket midt over, og vi måske kunne gøre et eller andet med en opbinding og holde mig i trøjen på de kommende flade etaper. Det håb blev hurtigt skudt ned, for kravebenet var knækket i en grad, at jeg skulle opereres. Min far kørte med i ambulancen til hospitalet i Valenciennes. Der lappede lægerne mig sammen, og dagen efter fløj jeg til Bergamo, hvor jeg kom under kniven og fik sat det brækkede kraveben sammen. Derfra gik det videre til genoptræning, og efter en uge var jeg tilbage på cyklen i min jagt på at komme i form igen til at kunne forsvare min føring i World Cuppen. (Det lykkedes desværre ikke. Efteråret talte hele otte løb, og det var mit store uheld. Samlet blev jeg nummer tre).

Tour de France skubbede jeg langt væk, og ikke en eneste gang opsøgte jeg nyt fra løbet. Det gjorde simpelthen for ondt. Jeg fulgte ikke, hvordan Miguel Indurain trådte ind på scenen og i bjergene viste det massive tråd som sammen med hans unikke evner på en enkeltstart bragte ham den første af de fem samlede Tour de France-sejre i træk. Jeg så heller ikke, hvordan først Bruno Cenghialta, så Moreno Argentin og til sidst Marco Lietti hentede tre etapesejre i træk til vores Ariostea-hold.

Mit første Tour de France gav mig en kæmpe sejr og et enormt nederlag. Det fortalte historien om, hvor hurtigt måneders forberedelse kan fordampe op i den blå luft på grund af uheld, man ikke selv er herre over. Mange ryttere i Tour de France-historien har oplevet det, og det skal jeg fortælle mere om i et senere kapitel, for lige så pinefulde og hjerteskærende de grumme uheldsskæbner kan være, lige så meget giver styrt i rundkørsler, hunde på vejen og tilskuere med farlige papskilte en dynamik og stor uforudsigelighed til Tour de France.

I Frankrig handler det om at kunne begå sig i kaos, være på forkant og læse de potentielle udviklinger.