Tre billeder skiller sig ud, når dansk fotograf gør 20 års Tour-historie op

Det er en umulig opgave, jeg har stillet fotografen Nils Meilvang:

Kan du udpege ét billede, der stikker ud? Måske to eller tre?

Nils Meilvang har fotograferet Tour de France 20 gange. Han har været tættere på løbet og rytterne, end de fleste formentlig tror muligt. Derfor er det så godt som uladsiggørligt at udvælge et, to eller tre billeder blandt tusinder.

Det har i forvejen været en udfordring at sammensætte bogen 'Le Tour', hvor han med sine billeder og mange af rytternes egne ord opruller den nyere tids Tour-historie.

Men det er lykkes alligevel, og i artiklen her fortæller Nils Meilvang historierne bag de billeder, han er særligt glad for efter 20 års rundtur med verdens største cykelløb.

'Le Tour' af Nils Meilvang udkommer på Gyldendal den 10. maj. Jørgen Leth og Bjarne Riis har bidraget med henholdsvis prolog og epilog, og så fortæller en lang række af både tidligere og nuværende stjerner, hvordan de ser billederne af dem selv.

1997. 11. etape til Perpignan. Fælles omklædning inden transfer til Saint-Étienne. Bjarne Riis med flaske

Foto: Nils Meilvang

Nils Meilvang fortæller om billedet: - Jeg har aldrig set et billede, der matcher det her. Jeg har heller ikke set tv fra sådan et omklædningsrum.

- Jeg har lavet noget lignende fra Paris-Roubaix med Rolf Sørensen, så jeg vidste, det fandtes. Og så tænkte jeg, at hvis jeg skulle hustle mig ind sådan et sted, så skulle det være den dag, der var endnu mere kaos på grund af den efterfølgende transfer til en ny by.

- Det var en opgave, jeg havde sat mig selv. Inden rytterne ankom, var jeg inde for at se, hvilke veje man kunne komme ind og ud. Og hvilke veje, jeg sandsynligvis ville kunne bruge uden at blive smidt ud. Jeg kan se på mit gamle materiale, at jeg når at tage to billeder. Og så bakker jeg ud, for man kan jo risikere, at materialet bliver konfiskeret fra sådan et sted. De er jo nøgne.

- Jeg overvejede faktisk også, om jeg skulle sende det hjem, for det kunne godt få konsekvenser. Men det er meget heldigt, at der ikke er nogle blottede kønsdele. Det hjælper også, at ingen blev vrede. Tour de France er så mærkeligt, at de nok ikke har tænkt over det.

- Der er heller ingen, der har protesteret over, at jeg ville bringe det i bogen. Da jeg snakkede med Bjarne Riis, sagde han bare: ”Man kan godt nok se, at jeg var tynd.” For ham var det så meget hverdag, at han ikke kunne se noget særligt i det billede. Jeg synes, det er helt vildt. Og som fotograf er det bare fedt at have et billede, som ingen andre har.

Bjarne Riis om Nils Meilvangs arbejde (uddrag af epilogen): - At være i stand til at formidle en god historie gennem et klik fra den rigtige vinkel og på det rigtige tidspunkt er passion og kunst, og det har jeg meget respekt for.

- Under et Tour de France er der fotografer, når vi står op, og der er fotografer, når vi går i seng. De er der inden start, under løbet, og når vi er i mål. De er der på de bedste dage og i de vanskeligste øjeblikke, og i en måneds tid taler vi mere med journalister end med vores egen familie.

- Pressen fylder kort sagt rigtig meget i et cykelløb.

- Jeg tror, at de mest ærlige og uforstyrrede skildringer af mig i mit arbejde er blevet til, når der har været en god og tillidsfuld relation mellem mig og fotografen. Og jeg tror, det er sådan en tillid, der gør, at en fotograf som Nils kan glide i baggrunden og fotografere cykelsportens øjeblikke som få andre.

2OO9. 16. etape til Bourg-St-Maurice. Jens Voigt, Andy Schleck, Alberto Contador og Lance Armstrong op ad Col du Petit-Saint-Bernard

Foto: Nils Meilvang

Nils Meilvang fortæller om billedet: - Det er jo et billede, hvor det hele går op i en højere enhed. Der er både dramaet fra cykelløbet og det smukke fra landskabet. Og så er mange af de legendariske cykelryttere samlet oppe foran – det er rigtigt fedt.

- Jeg holder inde i siden af vejen efter at have kørt på ruten under cykelløbet. Det er ret specielt, men hvis man har været der længe nok, kan man få den helt rigtige akkreditering.

- Jeg er bakket ind, for når den her gruppe er kørt forbi, vil der være et hul ned til forfølgerne. Der kan jeg lige nå at smutte ind, så jeg kan følge med favoritterne til mål, men så hører jeg oppe på toppen, at der er en, der er styrtet. Det betyder, at jeg selv skal passe meget på i svingene, fordi der kan ligge en rytter på vejen. Og det gør der så. Det er Jens Voigt.

- Han ser helt livløs ud. Det er rystende at se, når jeg lige har set ham sprudle – og jeg vil supergerne stoppe for at fotografere ham igen, mens han får hjælp. Men det kan jeg ikke, for så vil jeg blokere for de ryttere, der kommer bagfra. Det vil være alt for farligt – det er farligt nok bare at køre i et cykelfelt.

- Lidt efter ser jeg en helikopter flyve ret lavt. Det er Jens Voigt, der bliver fløjet væk – så det billede rummer mange ting for mig. Han har jo også en del børn, så dem nåede også at tænke på. Men han kom heldigvis fint over det.

Jens Voigts syn på billedet: - Fantastisk billede og dybest set historien om mit liv i ét billede: Jeg arbejder hårdt med smertens-grimasse i mit ansigt, mens jeg hjælper min ven og leder, Andy Schleck. Og på samme tid maser jeg alle andre gennem kødhakkeren, og jeg elsker det!

- Foruden mig selv og Andy ser jeg Alberto Contador, Lance Armstrong, de to fra Garmin er Bradley Wiggins og Christian Vande Velde og bagerst til venstre en ung Rigoberto Urán fra Caisse d’Epargne. Vi nærmer os toppen af Col du Petit-Saint-Bernard og nedkørslen på den anden side.

- Vi begynder nedkørslen, og jeg lader mig falde lidt tilbage for at hente vand. Så husker jeg ikke mere, og jeg ønsker heller ikke at huske mere, for det var et frygteligt styrt. Men det næste, jeg husker, er, at jeg vågner og ser det indre af en ambulance og har frygtelige smerter og tænker, at så er jeg nok styrtet. Så besvimer jeg igen.

- Derefter husker jeg kort at flyve i helikopter. Mine skader var for voldsomme for det lokale hospital. Og derefter husker jeg at vågne efter omfattende operationer, og jeg sagde straks: “Giv mig en telefon, så jeg kan ringe til min familie og fortælle, at jeg lever.”

- Jeg har ofte set venner og holdkammerater med succes det ene øjeblik, og alt er godt, men pludselig styrter de, og så kan alt ske. I min karriere er jeg blevet syet med 120 sting og har brækket 11 knogler. Det er en voldsom sport, og man må aldrig tage noget for givet her.

2O21. 21. etape til Paris Champs-Élysées. Tadej Pogačar vinder Tour de France for anden gang.

Foto: Nils Meilvang

Nils Meilvang fortæller om billedet: - Gennem årene har jeg fotograferet rigtigt, rigtigt mange podier. Man står altid lige foran og fotograferer dem helt forfra – og der sker ikke rigtigt noget. Man kan være heldig, at Mark Cavendish tuder lidt – det gør han næsten altid, når han vinder, og så er der da lidt ekstra. Ellers er det rimelig standard.

- Men på det her billede er der bare hul lige igennem til drengen. Han er i starten af 20’erne, og min yngste søn er 21. Derfor synes jeg, at han jo bare er en dreng.

- Alle ville være glade for at vinde Tour de France, men her kan man se drengen i ham. Derfor synes jeg, det skiller sig ud.

Tadej Pogacar om Tour-afslutningen i 2021: - Efter at have kæmpet med Vingegaard og Carapaz på cykel i så mange uger bliver det dejligt at komme op på podiet og ønske hinanden tillykke og tak for kampen. Touren har været meget hektisk, og man skal være på tæerne hele tiden. Jeg har heldigvis undgået både styrt og alvorlige uheld.

- Min familie og min kæreste er selvfølgelig kommet til Paris, og sammen med hele holdet, der har arbejdet så hårdt, spiser vi en fin middag på Seinen tæt på Eiffeltårnet. Det er meget smukt.

- Engang var det min drøm at blive professionel cykelrytter. Og måske engang køre Tour de France. Men jeg har ikke i mine vildeste drømme troet, at jeg en dag skulle vinde det.