Cykling

Giro-sponsor beklager bizart uheld

Podieseancen efter 10. etape af Giro d’Italia gik helt galt, da Biniam Girmay fik en korkprop i øjet.

- Vi er meget kede af det, der skete.

Hos vinproducenten Astoria Wines sidder de med en flad fornemmelse, efter Biniam Girmay kom til skade på podiet, da han skulle fejre sin historiske etapesejr i Giro d’Italia.

Girmay nåede kun lige at løsne ståltråden, inden proppen fløj af den magnumflaske, han skulle sprøjte med. Korkprojektilet endte i øjet på ham i et bizart uheld, der sendte Girmay på hospitalet og derefter ud af Giro d’Italia.

- Vi er meget kede af det, der skete med Girmay på en dag, der havde begejstret os mere end de fleste takket være en sort atlets første sejr i Giro d’Italia.

- Vi er i tæt kontakt med ham og hans hold, og vi håber, at han snart er tilbage, skriver Astoria Wines på Instagram, hvor det også fremgår, at han er velkommen i deres vinproduktion.

Arrangører ærgrer sig også

Ud over Astoria Wines, der har skabt en særlig Giro d’Italia Prosecco Doc Rosé til podieseancerne og andre hyggelige stunder, ærgrer løbsledelsen sig også over uheldet.

- Jeg er ked af, vi mister en af hovedpersonerne i denne Giro, siger Mauri Vegni ifølge Sporza.

Uheldigvis er det anden gang under årets Giro d’Italia, at proppen flyver af flasken før ventet, når rytterne skal fejre en sejr.

Efter første etape nåede Mathieu van der Poel også kun lige at løsne ståltråden, inden korken ramte hans skulder. Det viser billeder fra Eurosport.