Cykling

Stjerne trækker sig fra "Giroen fra helvede"

Det bedste resultat blev en andenplads, og nu tager Caleb Ewan hjem og forbereder sig til Tour de France.

Caleb Ewan havde håbet at vinde etaper i årets Giro d'Italia, men det er ikke gået godt, og nu forlader den australske sprinter løbet.

Det oplyser hans hold, Lotto Soudal, forud for torsdagens 12. etape.

- Som planlagt forlader Caleb Giro d'Italia i løbets anden uge. Med flere bjergetaper forude er det besluttet, at han tager hjem.

- Efter noget hvile vil han forberede sig til sit næste store mål i sæsonen, Tour de France, hvor han vil jagte sejre på sprinteretaperne, skriver holdet på Twitter.

Caleb Ewan har selv skrevet på Instagram, at han i tirsdags blev hægtet af feltet med 80 kilometer til mål og måtte kæmpe sig i mål alene. Han klarede kun lige nøjagtig tidsgrænsen.

Han kalder samtidig årets udgave af Grand Tour-løbet for "Giroen fra helvede".

Australieren styrtede på 1. etape, og siden da har han haft svært ved at få benene til at lystre. Det lykkedes ham dog at køre en andenplads hjem på 6. etape, hvor han kun lige nøjagtig blev slået af Arnaud Demare.

Torsdag kører rytterne en etape, hvor sprinterne godt kan gøre sig gældende. Det samme gør de fredag.

Derefter venter nogle drabelige bjergslag, hvor sprinterne ingen chance har for at blande sig.