Cykling

Fransk Giro-hattrick - favorit udgik

Feltet gav næsten udbryderne for meget snor, men til sidst blev de hentet, og Arnaud Démare var igen hurtigst.

Det var lige ved og næsten for en håndfuld håbefulde udbrydere på 13. etape af Giro d'Italia.

Først på den sidste af de 150 kilometer fra Sanremo til Cuneo i det nordlige Italien blev sidste udbryder hentet, og FDJ-franskmanden Arnaud Démare kunne spurte sig til tredje etapesejr i årets udgave af det italienske løb.

Umiddelbart bag ham tornede Phil Bauhaus (Bahrain Victorious) og Mark Cavendish (Quick-Step) i mål på de efterfølgende placeringer.

Top 3 på 13. etape

RankLandRytterHoldTids
1FRAArnaud DémareGroupama - FDJ3:18:16
2GERPhil BauhausBahrain Victorious+0
3GBRMark CavendishQuick-Step - Alpha Vinyl Team+0
Se hele etaperesultatet

Etapen bød ikke på nogen forskydninger i toppen af klassementet, hvis man ser bort fra Romain Bardets (DSM) afsked med løbet.

Franskmanden, der lå nummer fire inden etapen, stod undervejs af på grund af sygdom.

Førertrøjen sidder fortsat på Treks Juan Pedro Lopez, der har 12 sekunder ned til Richard Carapaz (Ineos) og João Almeida (UAE Emirates).

Top 3 i klassementet

Top 3 i klassementet
RankRytterHoldpoints
1BORA - hansgrohe86:31:14
2INEOS Grenadiers+1:18
3Bahrain Victorious+3:24
Se hele klassementet

Udsigten til den formodede sprinteretape tog ikke modet fra fem lykkeriddere.

Pascal Eenkhoorn (Jumbo-Visma), Nicolas Prodhomme (AG2R), Julius van den Berg (EF), Mirco Maestri (Eolo) og Filippo Tagliani (Drone) stak alle af i håbet om karrierens største triumf, og mens Tagliani røg af frontgruppen, fortsatte de andre med et solidt forspring til feltet.

Der var næsten syv minutter mellem grupperne efter 60 kilometer, og da der resterede ti kilometer igen, var der fortsat et minut at gøre godt med.

Udbryderne havde fordel af, at der var medvind, men nogle halvhårde bakker på de sidste kilometer trak tænder ud.

Med omkring 500 meter igen blev sidste udbryder opslugt, og så gik det vilde væddeløb mellem feltets hurtigste folk.

Démare trådte fra konkurrenterne, og selv om Bauhaus gjorde en ihærdig indsats på de allersidste meter, var der ikke nok fart i cyklen til at overliste den rutinerede franskmand.

Démare står nu noteret for otte etapesejre i Giroen.