Cykling

Store stjerner melder klar til vigtig Tour-optakt

Jonas Vingegaard og Primoz Roglic er blandt de stjerner, der har meldt deres ankomst til Criterium du Dauphiné.

5. juni begynder Criterium du Dauphiné, der historisk anses som optaktsløbet til Tour de France.

Tidligere har Jakob Fuglsang vundet det prestigefyldte løb to gange, mens også Tour de France-vindere som Geraint Thomas og Chris Froome er sluttet øverst på podiet i det franske etapeløb.

Årets rute består af otte etaper, hvoraf de fleste er kuperede eller bjergrige, mens der undervejs også er en enkeltstart. Det faktum bærer den nuværende startliste også præg af, da flere store klassementsryttere har meldt sin ankomst.

Startlisten er endnu ikke fuldendt, men arrangørerne har allerede nu løftet sløret for en række af de deltagende ryttere.

Heriblandt er det værd at notere sig, at det danske Tour de France-håb Jonas Vingegaard stiller til start. Ved sin side har han sin medkaptajn i Touren, Primos Roglic, mens også fænomenet Wout van Aert er på startlisten for Jumbo-Visma.

Nedenfor findes 10 udvalgte ryttere, der er bekræftet til løbet. De kommende dage vil flere støde til, og derfor kan man også håbe, at Jonas Vingegaard vil få selskab af flere med dannebrog i passet.

Hele løbet vises på TV2s kanaler og på TV 2 PLAY.

Udvalgte ryttere til Criterium du Dauphiné:

  • Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma)
  • Primoz Roglic (Jumbo-Visma)
  • Wout van Aert (Jumbo-Visma)
  • Chris Froome (Israel-Premier Tech)
  • Enric Mas (Movistar Team)
  • Brandon McNulty (UAE Team Emirates)
  • Teo Geoghegan Hart (Ineos Grenadiers)
  • Michael Kwiatkowski (Ineos Grenadiers)
  • Dylan Groenewegen (Team BikeExchange-Jayco)
  • Mark Padun (EF Education-Easypost)