Cykling

Ukrainer nægter at lade dopingrygter overskygge gensyn

Mark Padun husker kun positivt tilbage på sidste års triumfer i Critérium du Dauphiné, selvom der fulgte massive dopingryger med succesen.

Se Critérium du Dauphiné på TV 2 PLAY og TV 2s kanaler fra søndag.

For præcis et år siden vandt Mark Padun kongeetapen af 2021-udgaven af Critérium du Dauphiné.

Dagen efter gjorde ukraineren kunsten efter ved også at vinde den efterfølgende etape, der samtidig var løbets sidste.

Det sikrede den på daværende tidspunkt relativt ukendte Bahrain-rytter bjergtrøjen og stor hæder. Men det resulterede også i massive dopingbeskyldninger og løftede øjenbryn.

Det vil altid være sådan her, desværre... Men man må ikke fokusere for meget på det

Mark Padun

Nu er Padun tilbage i løbet, der blev hans store gennembrud, men som også blev begyndelsen på de dopingrygter, der fulgte ham tæt de efterfølgende måneder.

- Det er specielt at være tilbage, men det er en fornøjelse. Jeg håber, jeg kan opnå store ting igen i år, indleder Mark Padun forud for søndagens 1. etape.

Da snakken falder på dopingbeskyldningerne, erkender Padun, at det har været hårdt. Men ukraineren nægter at lade det fylde forud for gensynet med Dauphiné.

- For mig er det her løb kun fyldt med gode tanker og minder. Jeg blev bedre og bedre sidste år i løbet og vandt to fantastiske etaper. Det er det, jeg vil huske løbet for. Det er de ting, jeg gerne vil fokusere på, siger Padun til TV 2 SPORT.

Fik ransaget Tour-bus efter dopingrygter

Efter de to overraskende etapesejre i sidste års Critérium du Dauphiné modtog Padun massevis af beskeder fra folk, der anklagede ham for at have dopet sig til sejrene.

Få uger senere, under Tour de France, blev Bahrains holdbus uden reel begrundelse ransaget af det franske politi. Her blev der ikke fundet beviser for snyd eller doping.

Ransagningen forstærkede kun dopingrygterne på Bahrain og omkring Padun, og specielt i den restenerende del af 2021 blev Padun stærkt forbundet med doping.

I lang tid ville han ikke selv kommentere på dopingrygterne, men i februar fortalte han til L'Équipe, at det har været modbydeligt for ham at være forbundet med doping.

Men med tiden er ukraineren også nået til den erkendelse, at han ikke kan gøre ret meget ved det.

- Det vil altid være sådan her, desværre... Men man må ikke fokusere for meget på det, slutter 25-årige Padun.

Mark Padun skiftede i januar fra Bahrain til EF Education First, hvor han har haft blandet succes.