Tour de France

Stjerner i ekstase over dansk Tour-start

Flere af feltets store stjerner ser frem til Tour-starten i Danmark med stor begejstring. Storebæltsbroen og fanatiske tilskuere er blandt årsagerne.

Se Critérium du Dauphiné på TV 2 PLAY og TV 2s kanaler fra søndag.

Det er bestemt ikke kun i Danmark, at Tour-feberen for alvor er ved at indfinde sig.

Også i cykelfeltet er den danske Grand Départ blevet et tema. Her er mange lige nu samlet i forbindelse med optaktsløbet til Tour de France, Critérium du Dauphiné.

Det er formentlig et af de fedeste steder, Touren kan starte

Ben O'Connor om årets Tour-start i Danmark

TV 2 SPORT har fanget en håndfuld af løbets største stjerner, og de finder stor glæde ved tanken om, at verdens mest eksponerede cykelløb inden længe kommer til Danmark.

Udsigten til flot natur, ellevilde fans og en tur ud på Storebæltsbroen begejstrer specielt, men der er samtidig bred enighed om, at dagene i det danske kommer til at bære præg af stress.

Chris Froome (Israel - Premier Tech)

Firedobbelt vinder af Tour de France

- Jeg er endnu ikke helt afklaret, om jeg skal med til Touren, men jeg håber det. For Touren skuffer aldrig - og slet ikke de udgaver, der ikke starter i Frankrig. Værtsnationerne gør altid noget ekstra ud af det, og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at det også bliver sådan i Danmark. Jeg har ikke nærstuderet ruten endnu, men det bliver fantastisk, og jeg håber, jeg bliver en del af det.

Wout van Aert (Team Jumbo-Visma)

Seks etapesejre i Tour de France

- Jeg ser virkelig frem til det. Jeg har kun kørt én gang i Danmark før, i Danmark Rundt, og det var en virkelig fed oplevelse. Jeg har mange venner der, og jeg tillader mig at forvente virkelig energiske tilskuere.

- Det er meget varierende terræn, og vi starter med en superfed enkeltstart. Og så ser vi frem til anden etape med broen, for det er noget, der passer vores hold godt.

Dylan Groenewegen (Team BikeExchange)

Fire etapesejre i Tour de France

- Det bliver virkelig fedt, for der kommer til at være så mange mennesker. Jeg ser virkelig frem til starten i Danmark. Jeg har været der til et løb som helt ung, og jeg kunne virkelig godt lide det. Der er smukt med små bakker og flot terræn. Og så tror jeg, at tilskuerne bliver fantastiske.

Ben O’Connor (AG2R)

En etapesejr og samlet nummer fire i sidste års Tour de France

- Det er formentlig et af de fedeste steder, Touren kan starte, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg har været i Danmark nogle gange, og det er altid sjovt. Jeg forventer en virkelig fed atmosfære.

- Som jeg ser det, bliver det vildt på anden etape. Vi følger kysten, inden vi drejer over til broen. Så hvis ikke der er sidevind på broen, er der det formentlig forinden. Det bliver med garanti en stressende etape, men det er ens for alle, så det handler bare om være skarp.

- Jeg frygter det ikke. Jeg glæder mig faktisk til det. Vi har nogle virkelig solide gutter på holdet, der skal hjælpe mig, så jeg følger bare deres hjul.

Edvald Boasson Hagen (TotalEnergies)

Tre etapesejre i Tour de France

- Jeg skal først lige endeligt udtages, men det bliver da enormt fedt med en Tour-start i Danmark. Specielt anden etape kan jo blive vild, hvis der er vind. Så kommer det til at splitte, og så sker der ting og sager. Det passer mig også godt, at etaperne er flade, men det bliver svært for mig, for der er mange gode sprintere.