Tour de France

Movistar slukker fornyet dansk Tour-drøm

Movistars sportsdirektør, Patxi Villa, fortæller, at Mathias Norsgaard ikke skal med til Tour de France. Heller ikke selvom han er med i optaktsløbet.

Se Critérium du Dauphiné på TV 2 PLAY og TV 2s kanaler

For få uger siden blev Mathias Norsgaard fortalt, at han ikke længere indgår i Movistars planer for Tour de France.

En pille, der var hård at sluge for den bomstærke dansker, der længe har drømt om den store Grand Départ i Danmark.

På en måde vil jeg blive trist, hvis Norsgaard kommer med til Tour de France

Patxi Villa, sportsdirektør Movistar

For et par dage siden åbnede en fortvivlet Norsgaard Tour-døren tilbage på klem, da han pludselig fik ændret sin løbskalender, så den nu indeholdt optaktsløbet til Tour de France, Critérium du Dauphiné.

Desværre, for Norsgaard, betyder det ikke, at han nu er tilbage i kampen om en billet til Tour de France.

- Nej, det er han ikke. Han er selvfølgelig en del af holdet, men han er ikke en del af listen med ryttere til Tour de France, fortæller hans sportsdirektør Patxi Villa.

Men hvorfor ændrede I så hans løbsprogram, så han nu kører optaktsløbet til Touren?

- Vi blev nødt til at lave nogle ændringer i sidste minut. Vi fik et afbud fra en rytter, der skulle køre Dauphiné, og Mathias Norsgaard besidder mange af de samme kvaliteter som ham. Derfor var det oplagt at flytte ham fra Schweiz Rundt og over til Dauphiné, uddyber sportsdirektøren.

Er en slags reserve

Selvom Patxi Villa gør det klart, at Mathias Norsgaard ikke er en del af Tour-holdet, vil han ikke endegyldigt udelukke, at danskeren kan blive udtaget.

Men det vil kræve styrt og uheld for andre af holdets ryttere.

- På en måde vil jeg blive trist, hvis Norsgaard kommer med til Tour de France. For det betyder, at en af de ryttere, vi planlægger at tage med, har haft et uheld.

- Mathias er en slags reserve for os, men der er folk, der er foran ham i køen, fortæller Patxi Villa.

Selvom Norsgaard ikke er med til Dauphiné for at gøre sig Tour-klar, kan han alligevel bruge løbet til noget.

For her kører han med den bundrutinerede Imanol Erviti. Og det er noget, Movistar vægter højt.

Den 38-årige spanier minder nemlig meget om Norsgaard som ryttertype, og han har fået til opgave at lære fra sig til den noget yngre dansker.