Cykling

”Han er sindssyg” – rytter smidt ud af stort løb

UAE-rytteren Juan Molano er blevet smidt ud af Critérium du Dauphiné, efter han slog Intermarché-rytteren Hugo Page både undervejs og efter etapen.

Colombianske Juan Molano mistede besindelsen med 10 kilometer tilbage af 6. etape i det franske etapeløb Critérium du Dauphiné.

På TV-billederne kunne man se, hvordan UAE-rytteren Molano på en nedkørsel kørte op på siden af Intermarchés franske rytter Hugo Page.

I kampens hede lavede jeg en farlig fejl

Juan Molano

Først valgte Molano at rive Page i venstre lår, inden han slog ud efter franskmanden med en knyttet næve - tilsyneladende uden at ramme.

Derefter fyrede Molano en række gloser af, der formentlig har været knap så pæne, inden han med flad hånd slog Hugo Page hårdt på hjelmen.

En UAE-holdkammerat fik herefter talt Juan Molano midlertidigt til ro, men da rytterne havde krydset målstregen, fortsatte Juan Molano sit fysiske angreb mod Hugo Page.

Juan Molano slog Hugo Page igen efter målstregen. Video: TV 2 SPORT

TV 2 SPORTs reporter optog med sin mobiltelefon, da han blev vidne til, at Molano endnu en gang slog Page på siden af hovedet foran holdbusserne. Herefter kørte Molano væk.

Indledningsvist var det uvist, hvad der havde ført til den aggressive adfærd fra Juan Molano, men Hugo Page fra Intermarché forklarede selv efter etapen:

- Ifølge ham kørte jeg ind foran ham, men det var slet ikke tilfældet. Bare fordi jeg kun er 20 år, kan han ikke tillade sig at gøre sådan noget. Han er sindssyg, sagde Hugo Page.

Movistars danske rytter, Mathias Norsgaard, var da også langt fra imponeret over UAE-rytterens opførsel.

- Jeg håber, det får konsekvenser, når man tager hånden af styret med 80 km/t og prøver at rykke en anden rytter på røven. Den slags galskab skal man lede længe efter, skriver Norsgaard på Twitter.

Kaldt ind til juryen - og smidt ud

Juan Molano blev kaldt ind til løbsjuryen efter etapen for at afgive forklaring.

Herefter er han blevet frataget sin syvendeplads på fredagens etape, fået en bøde på 14.000 kroner, frataget 100 point fra UCI-ranglisten og smidt ud af løbet på grund af "overfald under og efter 6. etape".

Via holdet har Molano udsendt følgende:

- Mod afslutningen på etapen var det hurtigt og hektisk, og i kampens hede lavede jeg en farlig fejl. Jeg vil gerne undskylde til Hugo Page og alle andre ryttere, for hvad der skete, siger Molano og tilføjer:

- Jeg forstår godt, hvorfor jeg blev diskvalificeret, og jeg kan kun sige, at jeg fortryder og vil lære fra det.

UAE-rytteren Juan Molano forklarer, hvorfor han slog Hugo Page på 6. etape af Critérium du Dauphiné. Video: TV 2 SPORT

TV 2 SPORTs eksperter var da heller ikke i tvivl om, at Molano ville blive diskvalificeret og smidt ud af løbet.

- Jeg mener, han skal smides ud af løbet. Og jeg tror, det sker, fordi de har strammet meget op på reglerne. Vi har set i andre tilfælde, hvor folk er smidt ud, efter man har set TV-billederne bagefter.

- For eksempel med Tony Martin og Luke Rowe i Tour de France, lød det fra Lars Bak, inden diskvalifikationen var en realitet.