Kron bliver treer på første dag i Schweiz Rundt
Andreas Kron blev nummer tre på 1. etape af Schweiz Rundt, som blev vundet af Stephen Williams.
Etapesejren i sidste års udgave af Schweiz Rundt var med til at sikre cykelrytteren Andreas Kron lidt af et gennembrud på World Tour-niveau.
Og også i år ser danskeren fra Lotto Soudal-holdet ud til at have ramt etapeløbet i god form.
Søndag blev han nummer tre på 1. etape af Schweiz Rundt og kunne samtidig iklæde sig løbets ungdomstrøje.
I en reduceret gruppe blev han slået i spurten af Bahrain Victorious' Stephen Williams og Boras Maximilian Schachmann, der dermed satte sig på podiets to øverste trin.
Den 177 kilometer lange etape startede og sluttede i Küsnacht.
Mange af rytterne bruger løbet som opvarmning til Tour de France, og det gælder også Jakob Fuglsang.
Den rutinerede dansker viste sig frem i det første slag og endte på 13.-pladsen, mens landsmanden Kasper Asgreen kørte over målstregen tre placeringer længere tilbage.
Schweiz Rundt består af otte etaper og afsluttes med en knap 26 kilometer lang enkeltstart.