Vingegaard giver sig selv en god chance for at vinde Touren
Jonas Vingegaard ser frem til Tour de France, hvor han tror på, at han har en god chance for at ende øverst på podiet.
Det var godt nok Primoz Roglic, der endte med at vinde løbet.
Men Jonas Vingegaard sendte måske et endnu stærkere signal inden Tour de France end sin kollega. På løbets sidste og afgørende etape i Critérium du Dauphiné søndag var danskeren sublim, da han ved siden af sin medkaptajn kørte først over målstregen. Det var danskerens angreb, der animerede afslutningen og blev starten på afgørelsen.
På det efterfølgende vinderpressemøde beskrev han med sine egne ord, hvordan han nu ser sine chancer for at vinde Touren.
- Jeg tror på, at jeg har en god chance, sagde han ifølge Cyclingnews.
- Det, der virkelig har styrket min tro, er, at jeg kunne sætte Tadej Pogacar på Mont Ventoux sidste år. Og dertil kommer den udvikling, jeg har haft i år, og hvordan det er gået (indtil videre i år, red.). Der kan ske en masse i Touren. Jeg vil bare gøre mit bedste, holdet vil gøre sit bedste, og så ser vi, hvad resultatet bliver.
Slovenske Tadej Pogacar er dobbeltforsvarende vinder af den franske Grand Tour. Dog viste han svaghedstegn sidste år, hvor Vingegaard satte ham på det ikoniske bjerg, som han selv refererer til.
Vingegaard håber, at han kan blive bedre
Den danske klassementsrytter gik ikke ind til Critérium du Dauphiné med en målsætning om, at han skulle køre efter den samlede sejr.
Hans optakt har nemlig ikke været ideel, og derfor var han faktisk overrasket over, at han var så godt kørende.
- Jeg var lidt syg og havde en periode på to uger, hvor jeg ikke trænede. Så har jeg været på højdetræningslejr, og så er jeg her. Det har ikke været superoptimalt, sagde Jonas Vingegaard til TV 2 SPORT efter etapesejren.
Kan du blive endnu bedre til Tour de France?
- Jeg kan ikke love det, for jeg synes godt nok, at jeg var på et superhøjt niveau i dag (søndag, red.). Jeg kan ikke love noget, men jeg håber, at jeg kan lægge lidt på.
Etapesejren var Jonas Vingegaards største i karrieren og hans tredje World Tour-sejr.
Bookmakerne tror på danskeren
Danskerens præstationer vækker også genklang hos diverse bookmakere. Her er oddset på, at Vingegaard vinder Tour de France efterhånden tæt på at være det samme, som det er tilfældet for Roglic.
Hos Danske Spil bliver det sågar vurderet, at Vingegaard har bedre chancer end sin slovenske holdkammerat.
Hvad angår Danske Spil er det dog værd at have med i overvejelserne, at hovedparten af dem, der spiller, er danske. Derfor er der en vis sandsynlighed for, at nogle spil er sat med hjertet, og det presser oddset på Vingegaard ned.
Den helt store favorit hos bookmakerne er Tadej Pogacar.
Tour de France starter 1. juli i København med en enkeltstart, hvorefter rytterne kører fra Roskilde til Nyborg, inden 3. etape går fra Vejle og til Sønderborg.