Cykling

Panderynker rundt i feltet: - En katastrofe, hvis der sker noget under Touren

11 ryttere har forladt Schweiz Rundt som følge af coronasmitte - heriblandt Søren Kragh Andersen og Casper Pedersen.

Der er intet at sige til, hvis panderynkerne er dybe hos Jumbo-Visma-holdet, INEOS’ Adam Yates samt Søren Kragh, Casper Pedersen og Cees Bool kort inden starten på årets største cykelløb, Tour de France.

De måtte nemlig alle trække sig inden 5. etape i Schweiz Rundt, da de er ramt af coronavirus . Yates, Kragh Andersen, Pedersen og Bool er testet positive, mens Jumbo også er ramt – dog uden at nævne konkrete tilfælde.

Det skaber bekymring i Schweiz – især når der kun er godt og vel to uger til, at Tour de France starter i Danmark.

Jakob Fuglsang

Israel-PremierTech

- Det er lidt skræmmende, og jeg håber, at jeg kan gå fri denne gang. I første omgang kører vi cykelløb, indtil vi er færdige på søndag, og så må vi se, sagde Fuglsang, inden de tre DSM-ryttere var meldt ude.

- Vi bliver stadigvæk testet og har en protokol på holdet. Den (coronavirussen, red.) spøger stadigvæk desværre, men vi tager det, som det kommer.

Brian Holm

Alpha Vinyl Quick-Step

- Vi er meget, meget ydmyge omkring det. Vi danskere har det lidt med at glemme coronaen, og jeg havde næsten glemt at blive testet, inden jeg skulle herned. Vi har det med at glemme det, så selvfølgelig skal vi have respekt for det. Det kan være os i morgen.

Matti Breschel

EF Education - EasyPost

- Man har lidt glemt det. Men det minder mig om det, der skete for et par år siden i Giroen. Det er noget møg, og det er skide ærgerligt for Jumbo-Visma. Det bliver en huskekage til os andre. Vi skal stadigvæk tage det seriøst.

- Vi tester kun internt på holdet, og det er ikke dagligt. Det kommer an på, om vi har haft en positiv test. Ellers bliver man testet op mod løbet. Det er ikke så slemt, som det har været, men vi tager det seriøst, og vi begynder at gå mere med mundbind, end vi gjorde i starten af året, fordi vi har Tour de France lige om hjørnet, som er utroligt vigtigt for os.

Er man ikke lidt på herrens mark, uanset hvor godt man forsøger?

- Jo, det er man. Det er ikke til at vide. Vi må blive ved med at beskytte os selv og lade være med se for mange fremmede og give for mange krammere og kindkys.

Marc Hirschi

Team UAE Emirates

- Vi havde det også i Giroen. Det er her endnu, og vi skal være forsigtige, så der ikke sker noget. Det vil være en katastrofe, hvis der sker noget under Tour de France. Det ville være virkelig skidt.

Johan Price-Pejtersen

Bahrain Victorius

- Det er desværre uundgåeligt åbenbart. Vi må se, hvad det har af indflydelse. Måske er sikkerheden omkring Touren også lidt større. Jeg ved det ikke. Jeg håber bare, at det går nogenlunde smertefrit herfra.

- Problemet er måske, at vi er så mange mennesker så tæt, så der skal bare være ét svagt led i et holds setup. Protokolmæssigt er der blevet slækket lidt mere, fordi det er blevet bedre.

- Det er ikke, fordi vi ikke gør noget, men i stedet for at blive testet hver dag i cykelløbet, tester vi nu inden cykelløb med en PCR-test. Hele setuppet omkring Touren kommer forhåbentlig også til at være mere kontrolleret, så man kan fange nogle ting tidligere og forhåbentlig holde konkurrencen nogenlunde fair på den front.