Cykling

Det er et spørgsmål om tid, før vi bliver smittet, siger dansker

29 ryttere er udgået af Schweiz Rundt som følge af coronavirus på den ene eller anden måde. Lottos Andreas Kron tror, at holdet snart bliver ramt.

De har indtil videre undgået den smitsomme virus, der har sendt flere hold ud af Schweiz Rundt.

Men Lotto Soudals Andreas Kron regner med, at der ikke gør lang tid, før holdet bliver ramt før eller siden.

- Det er ikke så sjovt at være i. Vi håber, at vi går fri. Jeg tror desværre bare, at det er et spørgsmål om dage, før vi også lægger os ned. Jeg håber, det ikke er for slemt, så det ikke får indflydelse på en eventuel Tour-udtagelse, siger Andreas Kron til TV 2 SPORT inden starten på 6. etape.

- Vi har ikke nogen tilfælde endnu. Jeg siger endnu, fordi jeg ikke regner med, at der går lang tid, før der kommer noget.

Ville du hellere have, at I havde trukket jer som hold?

- Nej, nu ligger jeg treer samlet (efter Vlasov trak sig, red.). I sig selv er det stort nok, og så har jeg den indstilling, der hedder, at hvis vi trækker os nu, tror jeg allerede, det er for sent. Jeg tror, at vi er ramt – det handler bare om tid, før vi eventuelt tester positiv, siger Kron.

Andreas Kron får minder tilbage fra det første lockdown ved Paris-Nice, hvor rytterne ”røg ud til højre og venstre.” Han håber dog ikke, det går så vidt.

Thomas mener ikke, det er rart at se på

INEOS’ Geraint Thomas siger, at det aldrig er rart at se ryttere udgå på grund af sygdom, og han håber, at det snart stopper.

- Det er skørt. Jeg troede, at det her var ovre. Det er ikke godt. Man vil bare køre cykelløb. Det er ikke desto mindre, sådan det er. Man må bare håndtere det. Vi har det okay, så vi forsøger at få et godt resultat, siger Thomas til TV 2 SPORT.

Tidligere på ugen trak Jumbo-Visma sig helt, da der var brudt smitte ud på holdet, og til fredagens etape havde yderligere tre hold trukket sig helt fra løbet, da coronaen havde fundet vej til mandskabet.

Det drejer sig som Alpecin-Fenix og UAE samt Bahrain-holdet, som havde danske Johan Price-Pejtersen med. Han er dermed færdig i løbet, men er ikke blandt de smittede.