Cykling

Fuglsang ændrer planer efter uventet førertrøje

Jakob Fuglsang er i førertrøjen i Schweiz Rundt, efter Aleksandr Vlasov fra BORA – hansgrohe er udgået efter en positiv coronatest.

Du kan se Schweiz Rundt på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Et større coronaudbrud har ramt Schweiz Rundt.

29 ryttere er ikke til start, efter de på den ene eller den anden måde er påvirket af et større coronaudbrud.

Aleksandr Vlasov fra BORA – hansgrohe er blandt de ryttere, der er smittet, og han havde akkurat overtaget førertrøjen på 5. etape efter en sejr. Jakob Fuglsang kørte sig op på andenpladsen, og det betyder, at han er ny mand i front.

Israel-PremierTech-kaptajnen havde inden starten på 6. etape nået at få skræddersyet en gul trøje. En trikot, han havde håbet kæmpe sig til.

- Jeg havde håbet på at få den på en anden måde. Men det er nu sådan, omstændighederne er, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT:

- Der er lidt mange, som tester positivt lige nu, så det handler om at være påpasselig, og så må vi se. Vi er lidt tilbage til dengang, corona startede. Det er ikke sikkert, vi kommer til at køre løbet til ende. Det er lidt skræmmende. Vi tager det dag for dag, og så må vi få det bedste ud af det.

Israel-PremierTech, som Fuglsang kører for, er dog ikke gået helt fri. Sebastien Berwick testede positiv fredag morgen og rejste hjem. Reto Hollenstein var nærkontakt og er rejst med hjem.

Fuglsang fortæller dog, at holdets læge har sagt, at der er styr på det, efter alle er testet.

Ændrer taktikken

Med Jumbo-Visma, Bahrain Victorious, UAE Emirates og Alpecin-Fenix alle ude betyder det også, at det bliver en anderledes klassementskamp, Fuglsang nu skal kæmpe.

- Det bliver et andet cykelløb, og vi har skulle ændre plan inden starten. Vi har førertrøjen og skal føre nu, så det er en anden taktik. Vi må se, hvad der sker, og så vil jeg gøre mit bedste. Vi kommer til at skulle køre cykelløb, og der er en del ryttere, der er inden for rækkevidde. Så vi skal kontrollere.

Kommer du til at gå efter etapesejren alligevel?

- Det kunne godt være, ja, siger Fuglsang.

Inden 6. etape fører Jakob Fuglsang løbet med ét sekund ned til Geraint Thomas på andenpladsen.

Disse er påvirket af coronasmitte

16. juni

  • Jumbo-Visma trækker hele holdet fra Schweiz Rundt efter flere på holdet er testet positiv.
  • INEOS’ Adam Yates forlader det schweiziske løb efter positiv coronatest.
  • Søren Kragh Andersen, Casper Pedersen og Cees Bol tester positiv og trækkes ud af løbet.

17. juni

  • Mikkel Bjerg tages ud af Slovenien Rundt efter positiv prøve. Det samme gør Marc Hirschi i Schweiz. Holdet meddeler, at det samme er Joel Suter og Vegard Stake Laengen af sikkerhedsforanstaltninger.
  • EF Education – EasyPost trækker Stefan Bissegger, Rigoberto Uran, Hugh Carthy og Alberto Bettiol ud af Schweiz Rundt efter positiv prøve. Neilson Powless og Jonas Rutsch fortsætter.
  • Sebastien Berwick fra Israel - PremierTech er også testet positiv. Reto Hollenstein er nærkontakt og er ude af Schweiz Rundt.
  • Bahrain Victorious og Alpecin-Fenix er også ramt og trækker hele holdet.
  • BORA-rytterne Aleksandr Vlasov, der fører Schweiz Rundt, og holdkammeraten Anton Palzer er ikke til start er positiv coronatest.
  • UAE Team Emirates trækker hele holdet, da Diego Ulissi også er testet positiv.
  • Trek-Segafredo stiller ikke til start på dagens etape i Schweiz Rundt, da han føler sig utilpas.
  • Louis Vervaeke fra Quick-Step er ude efter en positiv prøve.
  • INEOS’ Tom Pidcock er ikke til start, fordi han oplever milde symptomer på coronavirus.