Tour de France

Dansk coronaekspert forudser, at Tour de France kan få udfordringer

Vi er lige nu på vej ind i en ny coronabølge, men den ser ikke ud til at bringe meget alvorlig sygdom med sig, lyder det.

Blot 13 dage inden Tour de France-rytterne triller ned ad startrampen på Nørre Farimagsgade i det indre København, er en coronabombe sprunget under Tour-starten.

1000 kilometer syd for den danske hovedstad har et smitteudbrud i etapeløbet Schweiz Rundt tvunget stribevis af hold til enten af sende hele eller halve hold hjem. Flere danske ryttere er ramt.

Også etapeløbet Slovenien Rundt er blevet ramt af et coronaudbrud.

Hvis man ikke vil bringe smitte videre til de allermest sårbare, skal man måske blive hjemme lige i den situation

Viggo Andreasen

Udbruddene varsler ikke opløftende for rytterne i Tour de France-feltet, siger Viggo Andreasen, matematisk epidemiolog ved Roskilde Universitet, til TV 2.

- Risikoen for at blive smittet som cykelrytter er – som vi kan høre fra Schweiz – ret stor. Der kan jeg se, at Tour de France i år måske får en rigtig udfordring, siger han.

Viggo Andreasen kalder cykelløb som Schweiz Rundt og Tour de France for en ”højrisikoaktivitet”. Det skyldes, at rytterne hele tiden omgås nye mennesker og overnatter på en ny lokation hver nat.

Et plejehjemsbesøg efter Touren

Lige nu er vi på vej ind i en ny coronabølge, forklarer epidemiologen. Den er dog ”væsentlig mindre”, end hvad vi så i februar, vurderer Viggo Andreasen.

- Vi får et udbrud, hvor der er en del, som vil blive smittet, men der er forholdsvis lidt alvorlig sygdom forbundet med den her, siger han.

Han mener dog ikke, at smitten lige nu ser ud til at være så alvorlig, at vi skal lukke samfundet eller indføre restriktioner. Dog kommer han med en anbefaling til Tour-glade danskere.

- Hvis man skal på plejehjemsbesøg eller til 90-årsfødselsdag et par dage efter de her Tour-begivenheder, så skal man gøre sig klar, at det er en højrisikosituation.

- Hvis man ikke vil bringe smitte videre til de allermest sårbare, skal man måske blive hjemme lige i den situation, siger Viggo Andreasen.

Han understreger samtidig, at han ikke mener, at smitterisikoen bør holde danskerne væk fra at nyde Touren langs landevejen. At det i sagens natur foregår udendørs, minimerer risikoen betydeligt, siger han.

- Vi skal nok ikke være så bekymrede for at blive smittet med corona. Vi ville heller ikke blive væk fra Tour de France, fordi der var forkølelse i omløb i Danmark, siger han.

En ærgerlig Rolf Sørensen

At Tour-feltet nu ser ud til at skulle bøvle med tilbagevendt corona, ærgrer cykelekspert Rolf Sørensen.

- Vi havde glædet os så meget, vi havde næsten glemt, at corona havde eksisteret.

- Man kunne kramme rytterne, give dem highfive, og vi stod tæt med dem og interviewede dem. Det kommer vi sandsynligvis ikke til nu. Det er jo.. åh.. irriterende for alle, siger han.

TV 2 var fredag i kontakt med både de danske og franske Tour-arrangører. Her lød beskeden, at den franske arrangør A.S.O. følger de danske sundhedsmyndigheders regler og anbefalinger.

Derudover følges den internationale cykelunion, UCI’s, regler for test og brug af mundbind i områder, hvor ryttere og hold opholder sig – og hvor de kommer i nærheden af medier og publikum.

Danske ryttere ramt af corona

De seneste dage er tre danske ryttere testet positiv for coronavirus. Det drejer sig om Mikkel Bjerg fra UAE Team Emirates og de to Team DSM-ryttere Søren Kragh Andersen og Casper Pedersen.

Derudover er den danske enkeltstartsmester, Kasper Asgreen, udgået fra Schweiz Rundt grundet et styrt, hvilket har vakt bekymring om hans Tour-deltagelse.

Søren Kragh Andersen nåede dagen inden sin positive prøve at spurte en imponerende tredjeplads hjem på 4. etape af Schweiz Rundt.

Samme løb kører nu videre med stærkt amputeret felt, hvor Jakob Fuglsang inden lørdagens 7. etape er iført den gule førertrøje. Også Andreas Kron fra Lotto Soudal-holdet er blandt de tilbageværende ryttere.

Han regner dog med, at der ikke går lang tid, før han selv eller holdet bliver ramt af smitten, sagde han til TV 2 fredag.

- Det er ikke så sjovt at være i. Vi håber, at vi går fri. Jeg tror desværre bare, at det er et spørgsmål om dage, før vi også lægger os ned. Jeg håber, det ikke er for slemt, så det ikke får indflydelse på en eventuel Tour-udtagelse, lød det fra den danske rytter.