Tour de France

- Det er ikke gået op for mig, siger ny Tour-dansker

Andreas Kron havde afskrevet Tour-deltagelsen tidligere på året, men nu er det officielt.

Han har vidst det i et par dage, men han forstår det faktisk ikke helt endnu.

Den danske cykelrytter Andreas Kron er blevet udtaget til Tour de France for første gang, og glæden er ikke til at tage fejl af.

- Jeg tror ikke rigtigt, det er gået op for mig, at jeg skal køre det. Men det er kæmpestort, og det er en drøm, der går i opfyldelse at skulle køre Touren. Og når det så er i Danmark, betyder det endnu mere, siger Kron til TV 2 SPORT.

24-årige Kron fik den store nyhed under Schweiz Rundt, hvor han har gjort en god figur og endte som nummer 16 i løbet.

- Det var fedt at ramme bjergene og vide, at jeg ikke havde mere, jeg skulle bevise. Det her har været en god forberedelse, og så håber jeg, at jeg efter en restitution lige får det ekstra nøk, siger han.

Havde faktisk afskrevet det

Glæden og lettelsen over udtagelsen forstærkes formentlig af, at danskeren tidligere på året var usikker på sin deltagelse.

- Der var på et tidspunkt i foråret, hvor jeg egentlig havde afskrevet det. Der tænkte jeg, at jeg nu ville fokusere på Schweiz Rundt, og så måtte vi se. Jeg har hele tiden haft en god fornemmelse, men der er alligevel et stykke fra det, til at man kommer til det, siger Kron.

Nu er det officielt, og Kron vil forsøge at holde sig klar til Touren, hvor meldingen allerede nu lyder på, at Kron kan få lov at forsøge sig på egen hånd undervejs.

- Der kommer helt klart nogle chancer, og så glæder jeg mig bare til at køre det, siger han.

Andreas Kron har tidligere i karrieren deltaget i én Grand Tour, da han i 2021 var med i Vuelta a Espana.

I løbet af sin professionelle karriere er det blevet til tre sejre: 5. etape i Luxembourg Rundt i 2020, 1. etape i Catalonien Rundt i 2021 og 6. etape i Schweiz Rundt i 2021.

Tour de France begynder 1. juli i Danmark, og du kan se alle etaper på TV 2 og TV 2 PLAY.