Cykling

Fuglsang fortsætter vild resultatliste

Jakob Fuglsang sluttede Schweiz Rundt på podiet for fjerde gang. Britiske Geraint Thomas vandt i sikker stil efter 8. etapes enkeltstart.

Jakob Fuglsang har efterhånden en rigtig stor plads i historiebøgerne hos Schweiz Rundt.

På søndagens enkeltstart kørte den danske Israel - Premier Tech-rytter en flot enkeltstart, hvor INEOS' Geraint Thomas som sædvanligt også kørte en stor enkeltstart og sikrede sig den samlede sejr.

Hvis jeg selv skal sige det, har jeg været den bedste sådan generelt i løbet

Jakob Fuglsang

Fuglsangs gode enkeltstart betød dog ikke, at Sergio Higuita røg ned på tredjepladsen. Higuita bliver nummer to efter Thomas. Fænomenet Remco Evenepoel vandt den 25.6 kilometer lange enkeltstart, der rundede Schweiz Rundt af.

Det er femte gang i karrieren, at danskeren slutter i top-fem i det prestigefyldte løb. I år havde han sat næsen op efter en samlet sejr, men sådan skulle det altså ikke gå.

Og selvom cykling først og fremmest handler om at vinde, vil Fuglsang nok været meget tilfreds med det her Schweiz Rundt-CV, når han lige sunder sig:

Fuglsangs klassementsplaceringer i Schweiz Rundt:

  • 2010: Nummer 3
  • 2011: Nummer 4
  • 2018: Nummer 2
  • 2021: Nummer 3
  • 2022: Nummer 3

Top-tre i klassement i år

  1. Thomas
  2. Higuita 1'12"
  3. Fuglsang 1'16"

Fuglsang var efter etapen glad for sin præstation de seneste otte dage:

- Jeg er glad for, at formen er tilbage, og at jeg har kørt et godt cykelløb, som jeg har været med til at skabe. Hvis jeg selv skal sige det, har jeg været den bedste sådan generelt i løbet. Jeg har ikke haft det bedste hold, løbet er ikke faldet ud på den bedste mulige måde for mit vedkommende, så jeg er glad for det løb, jeg har kørt.

- Jeg er glad for at komme på podiet, også selvom det kun blev til en tredjeplads. Og at det nu er fjerde gang uden en sejr, men sådan er det, siger han til TV 2 SPORT.

Fuglsang skal bruge de næste uger på at forberede sig bedst muligt til Tour de France, der starter den 1. juli i København.