Cykling

Valgren giver sig selv skylden for alvorligt styrt

Michael Valgren ville gerne vise sig frem og endte med at styrte ret så alvorligt.

Michael Valgren var få meter fra at falde 100 meter længere ned, da han var involveret i et slemt styrt søndag i det franske etapeløb Route d’Occitanie.

Styrtet betød, at den 30-årige cykelstjernes hofte er gået af led, knæet er beskadiget, og han har pådraget sig et bækkenbrud under styrtet. Den danske cykelrytter overflyttes til et hospital i Monaco, hvor han vil blive opereret i den kommende uge.

Nu sætter Valgren selv lidt ord på situationen fra hospitalssengen:

- Corona for to uger siden og nu et stort styrt. Det var min egen skyld, og jeg er ked af at have taget så stor en risiko, men jeg ville gerne vise mig frem inden Tour de France og efter min coronasmitte.

- Jeg gik lidt over grænsen på en nedkørsel, Heldigvis tog jeg ikke nogen med mig i styrtet. Og jeg vil gerne bare sige tak for alle jeres beskeder, skriver Valgren i en Instagram-story.

Det viser det sig, at Valgren i den grad var involveret i en ubehagelig oplevelse. Ifølge Matti Breschel, der er sportsdirektør for Valgrens hold, EF Education, faldt Valgren ud over en skrænt og landede rigtig hårdt. Han faldt ned et sted, der betød, at han skulle hentes op med reb.

Men var Valgren faldet en meter eller to længere, kunne han være faldet 100 meter længere ned. Breschel var ikke til stede i Frankrig, men har fået disse oplysninger gennem sit hold.

Ifølge liveopdateringer fra løbets hjemmeside styrtede Valgren allerede efter 20 kilometer af søndagens 4. etape, hvorfor uheldet ikke blev fanget af tv-kameraer.

Dansker kørte bag Valgren

Jonas Gregaard fra Uno-X lå tæt på Michael Valgren på nedkørslen. Han fortæller, at han kørte med over 70 kilometer i timen, og nedkørslen var så hurtig, at rytterne lå en og en i svingene.

- Jeg lå også langt fremme i feltet og var vel omkring et eller to sekunder efter Valgren. Jeg så ikke, han kørte ud over, men kom selv forbi lige efter. Jeg så bare, der var sket et styrt og kunne så se noget lyserødt (Valgrens holdfarver, red.), siger Gregaard.

Gregaard mener, at det var dømt til at gå galt, når man startede på så kringlet en nedkørsel kombineret med et frisk felt.

- Vi kom jo med høj fart, så han er ikke trillet ud over autoværnet. Det var svært at overskue, hvor langt der var ned, men med den fart kan du jo godt ryge et stykke ned, hvis du rammer autoværnet og ryger ud over.

I det franske etapeløb Route d’Occitanie nåede Michael Valgren at vise sig frem, da han blev nummer to på 2. etape, inden han altså måtte udgå på søndagens 4. og sidste etape.