Cykling

- Det styrt har været definerende for min karriere

TV 2 SPORT bringer her et uddrag af Michael Mørkøvs bog 'Min vej', hvor han fortæller om sin karriere som verdens bedste leadout-rytter.

Som nyprofessionel på landevejen sad Michael Mørkøv og frygtede, at Bjarne Riis eller andre fra holdledelsen ville indse fejlen - at Mørkøv slet ikke hørte til på holdet.

Nu er det de andre ryttere, der frygter Mørkøv.

'Svanen fra banen' er blevet cykelsportens ukronede leadout-konge, som alle andre holder øje med, når sprinteretaperne skal afgøres. Det er lige før, de flytter sig for ham.

Sådan er det blevet, efter at Mørkøv gik på YouTube for at studere den disciplin, han i dag mestrer. Det fortæller han blandt meget andet i en ny bog, hvor han også udpeger et grusomt styrt som definerende for sin imponerende karriere.

'Michael Mørkøv MIN VEJ' udkommer på Turbine 21. juni. Bogen er skrevet i samarbejde med Carsten Ritter.

Kapitel 7: LEADOUT I RUSSISK TJENESTE

Alexander Kristoff er to år yngre end mig. Han begyndte sin karriere på BMC efter succes på Joker Bianchi, et norsk hold på lidt lavere niveau. Gennem årene taler vi lidt sammen, da vi jo taler samme sprog. Han kommer fra Stavanger, så hans norske er let at forstå for mig, og vi kan tale sammen på vores eget sprog.

Allerede i 2011, hvor det ikke går så godt for ham hos BMC, taler vi sammen i lufthavnen efter Paris-Nice. Han spørger, om ikke jeg kan lægge et godt ord ind for ham hos Bjarne Riis. Det synes jeg er lidt underligt, for jeg mener ikke selv, at jeg er i en position på holdet, hvor jeg kan lægge et godt ord ind for nogen som helst. Jeg er på det tidspunkt selv kun på min anden kontrakt. Jeg har været tre år på holdet og har ingen høj position. Samtidig tænker jeg også på, hvorfor jeg skulle lægge et ord ind for en mand, som i teorien kan snuppe min egen plads på holdet. Derfor skyder jeg den lidt til hjørne. Jeg siger til ham, at det kan jeg godt, men at det nok ikke vil føre til noget, at jeg anbefaler en rytter.

Sæsonen kører videre, og Alexander får kontrakt med Katusha. Det er et meget specielt hold, men han får sit helt store gennembrud der. Han vinder rigtigt mange løb i sin tid på Katusha. Milano-San Remo er bare et af dem, og han er tæt på at gå i gult i sin første Tour-etape på Korsika.

Jeg havde ikke rigtigt tænkt, at jeg skulle være leadout-rytter

Michael Mørkøv

I 2015 har Alexander en helt enestående sæson, hvor han vinder 19 sejre. Allerede efter Scheldeprijs, der ligger midt på ugen mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix, kommer han hen til mig og spørger – ganske ydmyg, som han er – om jeg har en aftale for næste år. Da jeg fortæller ham, at det har jeg ikke, spørger han, om jeg kunne forestille mig at køre sammen med ham. Han kunne godt bruge en god holdkammerat og en leadout-rytter, så hvis jeg er interesseret, vil han gerne lægge et godt ord ind for mig.

Jeg havde ikke rigtigt tænkt, at jeg skulle være leadout-rytter. Men efter syv år hos Saxo har jeg følelsen af, at det er på tide at prøve noget andet. Jeg har prøvet at køre med Contador, og jeg har prøvet at blive semi-bjergrytter. Massespurterne har altid tiltalt mig. Jeg føler ikke, at jeg er hurtig nok til selv at vinde, men jeg har en fornemmelse af, at jeg med min hurtighed fra banen faktisk godt kan blande mig i spurterne.

Efter syv år på samme hold har jeg aldrig prøvet at få sådan en henvendelse. Jeg har heller ikke rigtigt overvejet at skulle køre på et andet hold. Derfor bliver jeg selvfølgelig smigret. Min første tanke er, at Katusha ikke ligefrem er mit ønskehold, men omvendt vil det være en god chance for at køre med en rytter, der har enorm succes. Alexander vinder nærmest rub og stub på det tidspunkt, og jeg har altid godt kunnet lide ham. Jeg tænker, at det kunne være spændende at køre med ham, for han er en god fyr.

Derfra går det stærkt. Alexander nævner mit navn over for holdets ledelse, og kort efter kontakter Katushas manager, den tidligere toprytter Vyacheslav Ekimov, min agent. Der kommer ret hurtigt et kontraktudspil, som jeg takker ja til. Dermed kan jeg forlade det Tinkoff-Saxo, der virker noget kuldsejlet, efter at Oleg Tinkoff har overtaget holdet fra Bjarne Riis.

I 2016 får jeg på den måde en frisk start. Alexander Kristoff og jeg bliver ret gode venner. Sammen med Katusha får jeg også en ny træner, Stein Ørn, som er Alexander Kristoffs papfar og i øvrigt en meget anerkendt hjertelæge i Stavanger. Han kommer også til at betyde meget for mig. Året før havde jeg droppet min træner Bobby Julich undervejs i sæsonen, fordi jeg ikke var tilfreds. Nu bliver jeg bekræftet i den oplevelse. Træningen behøver ikke være så kompliceret, den skal bare være hård. Og er der noget, nordmændene gør, så er det at træne hårdt, træne langt, træne meget og ikke mindst træne intenst.

Vi lægger hårdt fra land allerede i december. Seks, syv og otte timers træning med intervaller indlagt. Det fantastiske ved nordmænd er, at de ikke komplicerer tingene for meget. De tager bare ud og jokker i pedalerne, og det gjorde Alexander. Til forskel fra mine år på Saxo, hvor decembers træningslejr som regel var mere fest end træningslejr, så er der fuldt tryk på træningen hos Katusha. På Saxo trænede man omkring et par timer dagligt, hvis man da ikke havde tømmermænd. Vi var mest optagede af, hvornår bussen gik ned til Puerto Rico om aftenen, så vi kunne komme i byen. Måske er det godt for teambuilding, men jeg havde også fornemmelsen af, at det nok var grunden til, at vi ikke var ultraskarpe ved sæsonstart.

Alligevel er træningen med Stein Ørn ikke noget stort kulturchok for mig. Jeg genkender det fra Heiko Salzwedels træning med det danske banelandshold frem mod OL i 2008. Den træning var også ekstremt hård, og jeg havde faktisk altid følt, at træningen var mildere som professionel landevejsrytter. De træningsprogrammer, jeg fik på World Touren, var ikke i nærheden af at være lige så hårde som dem, vi havde kørt med Heiko.

***

Vi får et godt samarbejde, og jeg begynder at tænke på rollen som leadout-mand om vinteren op mod sæsonen i 2016. Det er en stor motivation at kunne se frem til den rolle. I den periode bliver YouTube min ven. Jeg studerer et hav af massespurter og forsøger at lure en rød tråd i de spurter, jeg kan finde. Jeg finder ret hurtigt ud af, at det hele virker enormt uorganiseret. Der er nogle enkelte specialiserede og dygtige leadout-ryttere – den meste markante er Mark Renshaw, som kører for Mark Cavendish på HTC og Quick Step. Han har nærmest enevælde og gør det rigtigt godt og moser næsten de andre. Ingen andre virker organiserede, og de kører ikke ordentlige leadouts. Når HTC kørte leadout, var det med tre til fire meget stærke ryttere foran Mark Cavendish, og de kørte den nærmest bare hjem for ham. De mange videoklip, jeg ser, giver mig en oplevelse af, at der er et uforløst potentiale i rollen. Jeg tænker meget over, hvordan man kan gøre det bedre.

Da jeg kommer til Calpe på min første træningslejr med Katusha, bliver jeg sat på værelse med Jacopo Guarnieri. Han er italiener og var leadout-mand for Alexander Kristoff i den forgangne sæson. Det er nok ingen tilfældighed, at vi er sat på værelse sammen. Jeg er dårligt trådt ind ad døren på værelset, før han fortæller mig, at han altså er sidste mand foran Kristoff. Jeg skal ikke tro, at jeg skal have den rolle, for det er hans. Det gør han fuldstændigt klart for mig inden for de første to minutter, vi har sammen på værelset. Jeg tænker: ”O.k., fint med mig.” Jeg går ydmygt til opgaven. Jeg har ingen klar forestilling om, at jeg skal sidde lige foran Alexander, så hvis hakkeordenen er sådan, sidder jeg selvfølgelig bare tredjesidst lige foran Guarnieri.

Vi kommer utrolig godt fra start i sæsonens første løb i Qatar. Alexander vinder tre ud af fem etaper, og vi kører supergode leadouts for ham. Vi kører så dominerende, at vi nærmest overtager den position, som QuickStep plejer at have. Vi fortsætter i Mellemøsten, og Alexander vinder to etaper i Tour of Oman. Vi grundlægger ganske enkelt et succesrigt år i sæsonens første par løb.

Da vi rammer klassikerne, bliver Alexander syg til Gent-Wevelgem. Det betyder, at vi mangler en kaptajn. Jeg kører selv et rigtigt godt løb og holder mig fremme. Fire ryttere kører om sejren, og jeg sidder i gruppen, der skal spurte om femtepladsen. Det er stort for mig. Min nye holdkammerat Jacopo Guarnieri, som på første træningslejr har meddelt mig, at jeg ikke skal drømme om at tage hans plads som sidste mand i leadout-toget, er også i gruppen. Jeg føler mig godt kørende og er klar til at spurte om femtepladsen. Da jeg henvender mig til Jacopo og fortæller, at jeg er klar og gerne vil køre spurten, gør han det klart, at han faktisk også har tænkt sig spurte og derfor ikke vil hjælpe mig.

Som holdets mand tænker jeg, at Jacopo har kørt på holdet længere end mig, så han har mere anciennitet, og jeg må køre spurten for ham. Sådan bliver det. Jeg kører spurten for ham. Det blev et fint leadout, men desværre formår Jacopo kun lige akkurat at gå forbi mig. Han bliver nummer 8. Greg van Avermaet klemmer sig akkurat imellem os, og jeg bliver nummer 10. For mig er det stort at blive nummer 10 i et landevejsløb som Gent-Wevelgem, men jeg er temmelig irriteret over, at jeg skulle bruge min gode spurt på et leadout, som kun får Jacopo til at slutte cirka en meter foran mig.

I Flandern Rundt er Alexander frisk igen. Han har vundet løbet året før og kører altså som forsvarende vinder. Jeg kommer til at sidde som eneste mand fra Katusha fremme hos Alexander. Peter Sagan, Fabian Cancellara og Sep Vanmarcke er kørt væk, men Alexander vinder spurten i næste gruppe og bliver nummer fire. Der er ikke mange hjælperyttere i gruppen, så jeg må lave et stort føringsarbejde for Alexander. Et par gange trækker jeg gruppen op over Oude Kwaremont, og jeg må da også slippe gruppen på Oude Kwaremont sidste gang. Jeg bliver nummer 29 – min hidtil bedste placering i Flandern Rundt.

Vi har de bedste vinderchancer, når etapen er så hård, at Guarnieri er sat af

Michael Mørkøv

Hen ad vejen går det op for mig, at Jacopo er dygtig til at sidde fremme og positionere sig, men jeg synes, at det sker for tit, at jeg leverer et rigtigt godt stykke arbejde, og at vi så taber det alligevel, når Jacopo kører. Den analyse har Stein Ørn også lavet. Alexander er selv meget konfliktsky, så han gør ikke så meget ved det, men der opstår en debat om, hvorvidt Guarnieri og jeg skal bytte plads. Guarnieri slår dog ret hurtigt fast, at det er ham, der skal være sidste mand, og hvis han ikke er sidste mand, så er han der overhovedet ikke. Der er ikke så meget at rafle om i den sag.

Vi vinder et par sejre, men vi glipper også nogle stykker, fordi Guarnieri taber fart til sidst, inden Alexander skal begynde sin spurt. Det viser sig, at vi har de bedste vinderchancer, når etapen er så hård, at Guarnieri er sat af, mens Alexander og jeg stadig kan sidde med. Det sker for eksempel på 7. etape af Tour of California, hvor vi kommer til mål i en mindre gruppe. Jeg kan kontrollere gruppen de sidste 500 meter og kører et stærkt leadout for Alexander, der vinder spurten foran en ellers meget stærkt kørende Peter Sagan, som ender løbet med to etapesejre og to andenpladser. Det er tydeligt, at Guarnieri er irriteret over det. Når han kommer i mål med den gruppe, der har været sat af, så lyser det ud af ham, at han hader, at Alexander har vundet med min hjælp. Men efter etapesejren i Californien bliver det tydeligt for hele holdet og for Alexander, at det giver mere mening at bruge mine kompetencer til allersidst.

***

Jeg er kommet til Katusha på en etårig kontrakt til en løn, der tilsvarer den, jeg havde i mit sidste år på Tinkoff-Saxo. Mens vi er i Californien, ringer holdmanageren Vyacheslav Ekimov til mig for at aftale kontraktforlængelse. Han tilbyder mig en lønstigning på 50 procent for en ny etårig kontrakt. En markant lønstigning efter et stærkt forår med gode resultater. Det er jeg godt tilfreds med, og jeg takker ja.

Rollefordelingen i sprintertoget giver lidt gnidninger frem mod sommeren. I Tour de France er 1. etape en sprinteretape på 188 kilometer fra Mont-Saint-Michel til Utah Beach, der, hvor de allierede gik i land på stranden under D-dagen i 1944. Der skulle jeg også falde. Endda sådan rigtigt hårdt. Etapen er mærkelig. Der bliver ikke kørt vanvittigt stærkt, så ind mod mål bliver farten skruet voldsomt op. Man sidder med en fornemmelse af, at vi skal ind og køre en meget farlig spurt, som jo i dette tilfælde både skal afgøre etapesejren og den gule trøje.

Nu kører jeg kraftedeme Alexander i gult!

Michael Mørkøv

Inden Touren har holdets ledelse taget konsekvensen og byttet rundt på Guarnieri og mig. Nu skal jeg være sidste mand i toget foran Alexander Kristoff. Guarnieri er selvfølgelig stærkt utilfreds. Først lige inden Touren får han besked om, at jeg skal være sidste mand foran Kristoff, og at Guarnieri altså skal sidde foran mig. Jeg mærker den dårlige stemning, straks jeg ankommer til Touren. Det passer ham virkelig ikke. Guarneri er italiener, og han er omtalt i Gazzetta dello Sport som Alexanders sidste mand. Det sætter han en stor ære i. Han vil ikke være den, der slår væk 500 meter før mål. Men holdets ledelse har altså heldigvis taget konsekvensen af de løb, vi har set undervejs i sæsonen. Der stod det klart, at det var mig, der var bedst lige foran Alexander, som tydeligvis stoler på mig – vi to kommer rigtigt godt ud af det med hinanden.

Vi kommer ind til spurten. Guarnieri holder os fremme, og det går fint. Jeg ligger helt inde i højre side. Der er et blødt højresving med 500 meter til mål. Jeg sidder på hjul af Greipel, sådan omtrent fjerde eller femte position. Da vi går ind i den bløde kurve, og vi kommer ud af den, og feltet åbner sig op ved at trække til venstre, når jeg at tænke: ”Nu kører jeg kraftedeme Alexander i gult!” Jeg er lige blevet sat på til positionen som sidste mand. Det er 1. etape i Tour de France, alle drømmer om den gule trøje, og jeg når lige at tænke, at nu kører jeg ham sgu i gult.

Så rammer jeg barrieren. En tilskuer står med sin telefon ud mellem tremmerne på barrieren, og mit bremsegreb rammer tilskueren. Jeg lå lige i slipstrømmen på Greipel og følte ellers, at jeg havde en o.k. afstand til barrieren. Jeg syntes ikke, at jeg lå helt op ad den. Jeg vurderede også, at Greipel jo er noget større end mig, så hvis der var plads til ham, var der også plads til mig. Jeg følte mig i sikkerhed. Men jeg rammer altså den her tilskuer med 65 kilometer i timen og bliver slynget rundt i luften. På mirakuløs vis er vi kun to, der vælter.

Det er et ret voldsomt styrt, hvor jeg ligger på jorden og ser på min cykel, som er fuldstændigt smadret. Jeg har aldrig set en cykel så maltrakteret før. Der er ikke ét rør på den, der ikke er knækket. Hjulene er kollapset, styret er knækket. Alt er direkte til skraldespanden. Hjelm, dragt, sko, briller. Alting. Jeg brækker ikke noget på mig selv, så jeg kan rulle til mål på min reservecykel.

Jeg kommer ind i ambulancen og skal af sted til nogle scanninger på hospitalet. Jeg har fået et voldsomt slag hen over låret og kan nærmest ikke gå. Ved sammenstødet røg jeg frem i mit styr og har afmærkninger fra det hen over låret. En anden rytter kommer også ind i ambulancen, og vi skal sammen køre til det hospital, som ASO har aftale med. Den anden rytter er ikke så slemt tilredt, men han har slået sine fingre.

Jeg får lov at låne en telefon af en af ambulancefolkene for at ringe hjem til Trine. Jeg ved, at hun for kort tid siden har set på tv, at jeg styrtede voldsomt. Hun tager ikke telefonen. Jeg prøver så at ringe til min mor, som med garanti også sidder ude på kanten af sofaen og venter på nyt om mig. Heldigvis er der hul igennem hos hende. Ambulancemanden bliver temmelig sur på mig, da han finder ud af, at jeg ringer op til et dansk nummer fra hans mobiltelefon – det koster nok lidt mere end et par euro. Men i den situation er jeg egoistisk, da jeg først har fået telefonen. Jeg fortæller min mor, at jeg er o.k., og beder hende ringe til Trine, som på det tidspunkt er højgravid med Frederik.

Jeg nyder i dag hver eneste spurt, jeg kører forbi ham med min sprinter

Michael Mørkøv om Guarnieri

Den anden rytter kender jeg ikke i forvejen. Han sidder helt hvid i hovedet og ser bare på sin finger, som han har slået. På et tidspunkt går han fuldstændigt i panik. Han råber og skriger af ambulancefolkene, at de skal stoppe. Han skal have luft, og han kan ikke trække vejret. Jeg tænker: ”Hold da kæft, manden er jo fuldstændigt i panik på grund af den der finger.” Han skriger, at han skal have noget, for han kan ikke trække vejret. Lægen er helt rolig og fortæller ham, at han godt kan give ham morfin eller noget i den stil, men så er han færdig i løbet. Rytteren fortsætter med at skrige: ”Hvis jeg ikke får noget, så dør jeg! Jeg kan ikke trække vejret!” Ambulanceføreren får kørt bilen ind til siden, og de tager rytteren ud på marken, hvor han får lidt frisk luft, og de får ham talt til ro. Da han er faldet ned, kommer han tilbage i ambulancen, og vi kan køre det sidste stykke til hospitalet.

Senere får jeg at vide, at Guarnieri, da han træder ind i holdbussen efter at have set mig ligge på jorden og være ret smadret, hoverende siger: ”Der kan I se, hvad der sker, når man ændrer på holdopstillingen.” Da jeg hører det, er jeg chokeret. Jeg har næsten ikke kunnet tale med ham efterfølgende. Han ved jo dårligt nok, om jeg er død eller levende, og så hoverer han på den måde. Han opfører sig, som om det fryder ham, at jeg er væltet. Det er noget af den rivalisering, der ligger i sporten – ekstremt usympatisk på alle måder, synes jeg. En ting var, hvis han havde sagt det med et glimt i øjet til sin værelseskammerat, men at sige det på den måde, da han træder ind i bussen, det synes jeg er modbydeligt. Jeg nyder i dag hver eneste spurt, jeg kører forbi ham med min sprinter.

***

Jeg kommer mig ikke over styrtet. Jeg er med i løbet i seks-syv etaper, men kroppen er i en choktilstand. Selv på de helt flade etaper bliver jeg sat af hver eneste gang, vi skal køre over en motorvejsbro. Jeg kan ikke træde med det ene ben, fordi jeg har slået låret. Hver eneste dag håber jeg på, at jeg vil vågne næste morgen og have det bedre, men hver morgen vågner jeg i stedet i en fuldstændigt gennemblødt seng, fordi min krop arbejder på højtryk for at prøve at restituere.

Da vi kommer til den første bjergetape i løbet, er der ikke mere at gøre for mig. Vi skal køre fire bjerge af cirka ti kilometer, og jeg er sat af allerede i positionskampen inden det første bjerg. Jeg er fast besluttet på, at jeg skal til mål. Jeg håber stadig, at får jeg en dag mere – så er jeg restitueret og kan fortsætte i løbet. Men her ligger jeg altså alene længe efter feltet. På toppen af anden stigning kommer min sportsdirektør op på siden af mig og fortæller, at jeg på det tidspunkt er 45 minutter efter. Han har regnet ud, at tidsgrænsen den dag nok er 43 minutter. Der kan jeg godt se, at der ikke er meget idé i at køre længere. Jeg kan ikke indhente to minutter på et felt, der skal køre om etapesejren. Det er den eneste gang, jeg er udgået af Tour de France.

Det er en svær oplevelse at komme over. Allerede lige efter ulykken, da jeg lå i ambulancen, kørte tankerne rundt i hovedet på mig. Var det min sidste massespurt? Tør jeg kaste mig ind i kampen igen? Så længe jeg er med i løbet, fortsætter tankerne, og det gør de også, efter jeg vender hjem og kommer til hægterne. Selv på de første træningsture, efter at jeg er på vej tilbage. Det forsvinder faktisk først, da jeg igen sidder i en massespurt. Heldigvis får jeg da en klar følelse af, at det her, det kan jeg godt. På en måde virker det, som om jeg har mindre frygt end før styrtet. Jeg føler lidt, at jeg kan sige til mig selv, at nu har jeg prøvet at styrte voldsomt, og det klarede jeg. Så nu er jeg ovre det.

Jeg føler selv, at det styrt har været definerende for min efterfølgende karriere som leadout-mand. Måske ikke så meget selve styrtet, mere det mentale arbejde, jeg bagefter gjorde med mig selv, og frygten for, om jeg turde igen, om det skulle ødelægge min karriere.

Mit forhold til Alexander bliver bedre og bedre. Vores samarbejde er også en fornøjelse, og i løbet af året flyver jeg flere gange til Stavanger og bor hos Alexander og træner sammen med ham og Stein Ørn. Det er en stor oplevelse. Stein er træner for Alexander, og han er samtidig træner for den lokale klub i Stavanger. Han overlader intet til tilfældighederne, så når Alexander skal træne spurter, får Stein det arrangeret, så træningen også passer til klubbens ryttere. Til min store overraskelse står alle de lokale cykelryttere også klar og skal træne med os for at simulere felt, når Alexander og jeg skal træne spurter. Så har de nogle lukkede veje ude på Vestlandet, hvor der ikke er forstyrrende trafik.

Stein har købt en gammel bil, en sedan-model, der giver læ, men dog ikke er så stor, at den giver for meget læ. Så skal de lokale ryttere sidde lige bag bilen, mens Alexander og jeg skal sidde nede bagved, og så bliver der kørt leadout af bilen. Rytterne skal agere felt og prøve at skabe det kaos, der er i massespurterne for Alexander og mig. Det er en kæmpe oplevelse for mig at opleve, hvor målrettet og engageret Alexander træner. Efter at jeg lærer ham og Stein Ørn at kende, får jeg blot endnu mere respekt for alt det, Alexander har præsteret i tidens løb. Han er nok den mest arbejdsomme rytter, jeg har mødt i min karriere.