Cykling

Stjerneskud gør comeback efter bizart uheld

To løb har Biniam Girmay været nødsaget til at droppe, efter han kom galt afsted under fejringen af sin etapesejr i Giro d'Italia.

Biniam Girmay kan så småt øjne succes igen.

For efter Intermarché-rytteren i maj skød sig selv i øjet med en korkprop fra en flaske mousserende vin i forbindelse med fejringen af sejren på 10. etape i Giro d'Italia, er han nu kommet sig i en sådan grad, at han nu igen kan trække i løbstrikoten.

Det sker, når han i denne uge skal køre de nationale mesterskaber i Eritrea. Her deltager han i både torsdagens enkeltstart og linjeløbet på søndag.

Dermed vender det 22-årige stortalent tilbage efter lidt over en måneds pause.

Længere pause end først antaget

I første omgang var vurderingen, at Girmay blot skulle holde pause i "et par dage", men en uge efter uheldet skrev han på Instagram, at han var blevet rådet til at trække stikket i længere tid.

- Jeg er glad for, at jeg ikke vil have nogle eftervirkninger. Jeg vil gerne takke lægerne for de gode råd og mit hold for den gode støtte. Jeg håber, jeg snart kan være i stand til at fortsætte mit program efter en planlagt restitution i Asmara (Eritreas hovedstad, red.), skrev Girmay.

Det var oprindeligt planen, at Biniam Girmay skulle have kørt de to belgiske endagsløb Brussels Classics og Ronde van Limburg i starten af juni, men han traf beslutningen om at blive i Eritrea for at fokusere på at komme sig helt efter uheldet i Italien.

Har skrevet historie

Tour de France har som udgangspunkt ikke været en del af planen for Intermaché-rytteren. Ifølge Pro Cycling Stats vil Girmays næste store løb blive World Tour-løbet Polen Rundt, der begynder i slutningen af juli.

Herefter vil løbsprogrammet blive tilrettelagt, så han får den bedst mulige optakt til VM i Australien i september.

Biniam Girmay har i år slået sit navn fast på den internationale cykelscene med en række imponerende præstationer. I marts blev han historiens første afrikaner til at vinde en klassiker, da han vandt brostensløbet Gent-Wevelgem.

I maj blev han så den første sorte rytter fra det afrikanske kontinent til at vinde en etape i en Grand Tour.