Cykling

Alaphilippe gør comeback fem dage før Touren

Verdensmesteren Julian Alaphilippe er klar til at køre cykelløb igen efter et grimt styrt i Liége-Bastogne-Liége.

Chancerne for at se den ikoniske VM-trikot i Danmark har fået et nyk op.

Ejeren af den eftertragtede trøje, Julian Alaphillippe, har nemlig meldt sig klar til at køre løb igen. Franskmanden stiller således op til de fransk mesterskaber den 26. juni – fem dage før Tour-starten i København.

Det skriver hans hold, Quick-Step Alpha Vinyl, på sin hjemmeside.

Julian Alaphilippe har ikke kørt løb, siden han styrtede og kom slemt til skade under Liége-Bastogne-Liége den 24. april. Her faldt verdensmesteren ned ad en skrænt, hvilket resulterede i brud på to ribben og et skulderblad. Derudover kollapsede den ene af hans lunger.

En måneds tid senere var Alaphilippe på træningslejr med sine holdkammerater, hvor han så frem mod Tour de France.

- Hvis alt fortsætter som hidtil, er det stadig en mulighed for mig at køre Tour de France. Men det er meget vigtigt, at vi ikke forhaster noget, og at vi forbliver tålmodige. Vi fortsætter med at lytte til lægernes råd i forhold til, hvornår jeg kan køre løb igen, sagde Alaphilippe ifølge Cyclingnews.

Og det kan Alaphilippe altså nu. Han stiller op til det franske mesterskab sammen med holdkammeraterne Remi Cavagna og Florian Senechal. De skal køre 241,7 kilometer.

Mørkøv til DM alene

På Quick-Steps hjemmeside fremgår det også, at Michael Mørkøv er den eneste fra holdet, der deltager i DM.

Dermed bliver Kasper Asgreen ikke klar, efter han styrtede under Schweiz Rundt. Ud over Mørkøv og Asgreen kører Mikkel Honoré også for Quick-Step Alpha Vinyl.

DM i linjeløb køres søndag den 26. juni i Aalborg. Ruten er 211 kilometer lang med start i Drastrup og mål i Aalborg.