Andet Tour-hold på plads: Dansker skal jagte sejre
Lotto Soudal har som det andet hold præsenteret sine ryttere til Tour de France 2022. Andreas Kron er som ventet en af dem.
Andreas Kron får debut i verdens største cykelløb.
Det er urokkeligt, efter Lotto Soudal onsdag har udtaget ham til Tour de France 2022.
Lotto Soudals Tour-hold
- Caleb Ewan
- Philippe Gilbert
- Andreas Kron
- Tim Wellens
- Reinhardt Janse van Rensburg
- Frederik Frison
- Florian Vermeersch
- Brent Van Moer
Udtagelsen af den 24-årige dansker var ventet. Kron havde nemlig allerede afsløret, at han ville komme med i Tour de France efter en stor præstation i Schweiz Rundt tidligere i juni. Her kørte han flere dage i løbets ungdomstrøje, mens han indtog en andenplads i klassementet frem mod de sidste etaper.
- Philippe Gilbert, Andreas Kron og Tim Wellens har vist i de seneste uger, at de er i rigtig god form. De kommer helt sikkert til at blive aktive på de hårde etaper, hvor vi vil se dem i udbrud, siger holdets direktør John Lelangue i en pressemeddelelse.
Derudover udtaler direktøren, at han forventer at se sine ryttere blande sig på mange forskellige etaper.
- Med disse otte ryttere kan vi spillere en rolle i næst alle terræner i Tour de France.
- I Caleb Ewan har vi en af de hurtigste sprintere i feltet, og han er vores største håb i forhold til etapesejre. Derfor bliver han omringet af Reinardt Janse van Rensburg, Frederik Frison, Florian Vermeersch og Brent Van Moer. De sidste to har helt sikkert også sat kryds ved brostensetapen til Arenberg, siger direktøren.
Tour de France begynder 1. juli med en enkeltstart i København. De følgende dage kører feltet Roskilde-Nyborg og Vejle-Sønderborg, inden Touren fortsætter i Frankrig den 5. juli.