Casper Pedersen også fravalgt til Tour de France
Onsdag kom det frem, at Søren Kragh Andersen ikke skal køre Tour de France. Torsdag er DSM-holdet præsenteret uden en eneste dansker.
For første gang i en håndfuld år stiller Team DSM, der tidligere hed Sunweb, til start i Tour de France uden en dansker i truppen.
Det står klart, efter DSM har set bort fra Søren Kragh Andersen og Casper Pedersen, der ellers har været udtaget de seneste sæsoner.
DSM i Touren 2022
- Romain Bardet
- Alberto Dainese
- John Degenkolb
- Nils Eekhoff
- Chris Hamilton
- Andreas Leknessund
- Martijn Tusveld
- Kevin Vermaerke
- Vores mål for de tre uger er at jagte etapesejre. Dag for dag vil vi fokusere på de punkter, hvor vores chancer ligger, siger DSM-træner Matt Winston til holdets hjemmeside.
- Vi har en meget motiveret gruppe af ryttere, der har masser af ambitioner. Vi ser frem til at kæmpe for både sprinteretaperne og de mere bjergrige dage, tilføjer han.
To danskere i både 2020 og 2021
Både Søren Kragh og Casper Pedersen blev smittet med coronavirus under optaktsløbet Schweiz Rundt. For Søren Kraghs vedkommende kom det på et tidspunkt, hvor han så ud til at være i rigtig god form. Casper Pedersen virkede også til at være fint kørende efter en lidt svingende sæson med endnu en coronatilfælde i februar.
De er dog tilbage på cyklerne - således fangede TV 2 SPORT Casper Pedersen på en cykletur torsdag formiddag. Han ønsker først at kommentere Tour-fravalget senere.
Onsdag sagde Søren Kragh til TV 2 SPORT, da fravalget af ham kom frem, at han er "superskuffet."
- Det er en helt speciel udgave, og det gør det selvfølgelig også sværere at sluge. Men jeg respekterer fuldt ud holdets beslutning, lød det fra Kragh, som vandt to Tour-etaper i 2020.
Ud over Søren Kragh og Casper Pedersen, der kørte Tour de France i henholdsvis 2018, 2019, 2020 og 2021 samt 2020 og 2021, er Asbjørn Kragh og Frederik Rodenberg også på kontrakt hos DSM.