Suveræn Norsgaard genvinder DM
Emma Norsgaard Bjerg var helt suveræn, da hun torsdag eftermiddag vandt DM i enkeltstart i gaderne i og omkring Aalborg.
Det var de helt store forhåndsfavoritter, der overskyggede alle andre, da de bedste danske cykelkvinder dystede om DM-titlen i enkeltstart i Aalborg torsdag eftermiddag.
Og særligt den forsvarende danske mester Emma Norsgaard Bjerg var altdominerende på den 26,3 kilometer lange enkeltstart.
Top 3:
- Emma Norsgaard Bjerg, 35.10
- Julie Leth, 36.22
- Trine Anderen, 37.24
22-årige Norsgaard satte ganske enkelt konkurrenterne til vægs og genvandt DM-titlen med et minut og 12 sekunder ned til Julie Leth på andenpladsen, da hun kom i mål i tiden 35 minutter og ti sekunder.
- Det var hårdt. Men jeg tror bare, jeg prøvede at køre på samme måde som sidste år - og så håbede jeg, det kunne give samme resultat. Det kunne det heldigvis. Der var ingen fejl. Jeg synes bare, det spillede derude, siger Emma Norsgaard til TV 2 SPORT.
Rytterne skulle ud på en lidt over 26 kilometer lang rute i og omkring Aalborg, og der var altså aldrig ret meget spænding om udfaldet. Emma Norsgaard Bjerg var således klart hurtigst ved samtlige mellemtider undervejs.
DM-triumfen er Emma Norsgaard Bjergs blot anden sejr i år. Den første kom i et belgisk endagsløb 1. marts. Sidste år tog hun seks sejre.
Med sejren får Norsgaard æren af at køre i den ikoniske dannebrogstrikot i det kommende år. Blandt andet under årets Tour de France.