Dansk Tour-debutant smittet med corona
Andreas Kron er blevet testet positiv for coronavirus efter Schweiz Rundt.
Lotto Soudal-rytteren Andreas Kron er blevet testet positiv for coronavirus.
Dermed går han glip af søndagens DM i Aalborg, men han er fortsat aktuel til Tour de France, hvor han står foran debut.
- Andreas testede positiv for Covid-19 efter hjemkomsten fra Schweiz Rundt.
- Han har ingen symptomer og har det godt, men han skal bruge weekenden på at komme sig fuldstændigt til Tour de France-starten i København, skriver Lotto Soudal på Twitter.
Tour de France starter fredag 1. juli med en enkeltstart i København.
Tidligere på året havde Andreas Kron afskrevet sig selv som kandidat til Lotto Soudals Tour-hold.
Men storform på det rette tidspunkt indbragte ham en plads, så han altså står over for debut i verdens største cykelløb, når det for første gang nogensinde starter i Danmark.
- Jeg tror ikke rigtigt, det er gået op for mig, at jeg skal køre det. Men det er kæmpestort, og det er en drøm, der går i opfyldelse at skulle køre Touren. Og når det så er i Danmark, betyder det endnu mere, sagde Kron til TV 2 SPORT efter udtagelsen.
TV 2 sender fra Tour de France allerede i starten af den kommende uge. Få overblikket her.